Ny opgørelse: Danske virksomheder udvikler grønne løsninger i hobetal
Antallet af danske patentansøgninger inden for udvikling af vedvarende energitiltag er steget med 25 procent i løbet af et år, viser ny opgørelse.
Der er turbo på udviklingen af nye grønne energitiltag i de danske virksomheder. Det viser en ny opgørelse fra Den Europæiske Patentmyndighed (EPO).
Fra 2018 til 2019 er antallet af danske patentansøgninger til EPO steget med 24,6 procent i kategorien ”motorer, pumper og turbiner”, hvor vedvarende energitiltag er kategoriseret. Det betyder, at grønne patentansøgninger nu indtager førstepladsen over danske ansøgninger til EPO, foran bioteknologi og medicinsk teknologi.
I Dansk Industri (DI) ses udviklingen som et klart resultat af danske virksomheders ønske om at bidrage til den grønne omstilling.
- Tallene fra EPO bekræfter danske virksomheders styrkeposition i udviklingen af innovative teknologier, der sætter turbo på at løse klimaudfordringerne, siger seniorchefkonsulent i DI Lars Holm Nielsen og tilføjer:
- Det er godt for hele samfundet når danske virksomheder investerer mere end 70 mia. kr. i forskning og innovation. I et land uden videre adgang til råstoffer skal vi leve af de kloge hoveder og hænder, der befinder sig i virksomhederne og blandt vores iværksættere, der står på spring med den næste banebrydende idé.
Læs også: Sandahl: Klimaanbefalinger vil skade klimaet og gøre Danmark fattigere
Grøn iderigdom i Vestas
En af de virksomheder, der bidrager til væksten i de grønne patentansøgninger er Vestas, hvor der er et stort fokus på at få flere medarbejdere involveret i udviklingen af nye grønne løsninger.
- Med en stigende global efterspørgsel på vindenergi og bæredygtige teknologiløsninger er innovation en fundamental del af Vestas forretning, og det er derfor, at vi bliver ved med at investere i udviklingen af nye bæredygtige løsninger, siger Mark Irons, vice president for patenter hos Vestas.
Han tilføjer, at Vestas i stigende grad arbejder med at udvikle nye løsninger inden for områder, der ligger uden for virksomhedens kerneprodukt, som fx softwareprodukter og kunstig intelligens.
- Vi er stolte af at være en innovativ arbejdsplads, der igen i år ligger i toppen, når det kommer til antallet af patentansøgninger i Danmark”, siger Mark Irons, Vice President for patenter hos Vestas.
Læs også: Forskningsdirektør: EU-penge giver os nye og større forskningsnetværker
Danmark er det tredje mest innovative land
Ifølge EPO’s opgørelse tager Danmark samlet set 412 patentansøgninger per million indbygger, hvilket kun overgås af Schweiz og Sverige.
Præsident for EPO António Campinos kvitterer i en pressemeddelelse for de mange patentansøgninger.
- Danske virksomheder og udviklere viser landets styrke i innovationen inden for en lang række teknologier ved fortsat at sende et højt antal patentansøgninger til EPO, siger han.
Følg klima hos DI
Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.