27.03.20 DI Business Nyheder

Hver tredje virksomhed sender medarbejdere på ferie

Nye tal fra Jobindsats viser, at antallet af nytilmeldte ledige er steget med næste 32.000, siden coronakrisen brød ud i Danmark. Virksomhederne gør alt, hvad de kan for at undgå at skulle fyre medarbejdere, siger vicedirektør i DI, Steen Nielsen.

Mens ledigheden stiger kraftigt i disse dage, viser en undersøgelse med svar fra 827 af DI’s medlemsvirksomheder, at 37 pct. allerede har besluttet eller har konkrete planer om at indføre ekstraordinær afspadsering eller tvungen ferie for at mindske de økonomiske konsekvenser af coronakrisen – og dermed mindske behovet for fyringer. Yderligere 46 pct. overvejer det. Samtidig har 4.690 virksomheder søgt om lønkompensation i det første døgn, hvor ordningen har været åben.

- Her to uger efter at statsministeren lukkede Danmark ned, stiger ledigheden desværre stadig kraftigt. Med 2.543 nytilmeldte ledige i går torsdag er vi nu oppe på samlet 31.763 nye ledige, siden coronakrisen for alvor ramte Danmark – og der vil blive ved med at komme flere et stykke tid endnu, siger Steen Nielsen, som er vicedirektør i Dansk Industri (DI) – Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, som repræsenterer 11.500 virksomheder med ca. 440.000 medarbejdere.

- Selv om mange virksomheder er nødt til at afskedige medarbejdere i øjeblikket, så gør de alt, hvad de kan for at undgå det. Mere end hver tredje virksomhed har f.eks. allerede besluttet eller har konkrete planer om at sende deres medarbejdere på afspadsering eller på tvungen ferie som følge af coronakrisen – netop for at prøve at undgå fyringer, siger Steen Nielsen.

- Siden der blev åbnet for den nye ordning om lønkompensation, har flere tusinde virksomheder allerede søgt. Det er godt, at ordningen er kommet hurtigt ud at arbejde i virksomhederne. På den måde får virksomhederne endnu en mulighed for at fastholde ansættelsen af deres medarbejdere, så de forhåbentlig kan vende tilbage til deres job, når Danmark igen bliver åbnet op, siger Steen Nielsen.

- Den allerede store tilslutning til lønkompensationen er også et tydeligt tegn på, hvor hårdt coronakrisen rammer virksomhederne. Der er tale om virksomheder, som ellers ville skulle afskedige mindst 30 pct. af deres medarbejdere eller mere end 50 ansatte, og som nu i stedet sender disse medarbejdere hjem, fordi de ikke har arbejde til dem. Sammen med det dagligt voksende tal for nytilmeldte ledige tegner der sig et billede af et arbejdsmarked, hvor alt er vendt fuldstændig på hovedet på få uger, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret