Virksomhedernes enorme dyk i omsætningen under coronakrisen, koster det danske samfund milliard og atter milliarder af kroner.

Foto: Dansk Industri
20.04.20 DIB Nyheder

Coronakrisen kan koste hver dansker 33.000 kroner – alene i 2020

Nye beregninger fra Dansk Industri viser, at coronakrisen står til at blive endnu dyrere end forventet for bare et par uger siden for Danmark. Alene i år kan tabet blive på mere end 190 milliarder kroner.

33.000 kroner per dansker – ung som gammel. Det kan blive omkostningen ved coronakrisen og det tab i omsætning, som virksomhederne oplever i øjeblikket, hvis man som illustration fordeler tabet på ud på hver enkelt dansker.

Det viser nye beregninger foretaget af Dansk Industri (DI) på baggrund af svar fra et udvalg af de mere end 11.500 medlemsvirksomheder i DI.

Læs hele DI-analysen her. 

De 33.000 kroner per dansker i gennemsnit svarer til godt 190 milliarder kroner eller 8,3 procent af det danske bruttonationalprodukt (BNP). DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen påpeger, at tabene er steget i takt med, at krisen er blevet dybere og længere og har fået et stadig større globalt omfang.

- Hvor første bølge ramte de danske virksomheder hårdest på deres hjemmemarked her i Danmark, har krisen nu tydeligvis også fået hårdere fat i eksportvirksomhederne, siger DI-direktøren og tilføjer:

- Det skyldes selvfølgelig, at coronakrisen er global, og at nedlukning af samfund, som den vi har set i Danmark, finder sted over hele verden. Det påvirker efterspørgslen på vores eksport, det giver tab i omsætningen, og det koster samfundet milliarder af kroner. 

Læs også: Kinas økonomi er hårdt ramt af coronakrisen

Tabene vokser og vokser

For bare fire uger siden var der, ifølge beregninger fra DI, udsigt til, at den tabte omsætning ville føre til et fald i BNP på 155 mia. kroner. Med de nye meldinger fra DI’s medlemsvirksomheder er tallet opjusteret med 37 mia. kroner.

De voksende tab understreger, at det er vigtigt, at der arbejdes målrettet for at få både det danske samfund og den globale økonomi op og køre igen.

- Vi befinder os i en kritisk fase lige nu, hvor Danmark har håndteret nedlukningen hurtigt, effektivt og handlekraftigt. Nu gælder det om at klare genåbningen lige så godt, så vi kommer så hurtigt og godt igennem krisen som muligt, siger Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

- Der er også brug for, at der arbejdes på fælles løsninger internationalt.  Stort set alle vores eksportmarkeder er hårdt ramt, og det har alvorlige konsekvenser for en eksportnation som Danmark.

Læs også: Ledigheden får coronabarometeret til at pege på dyb krise

Fortsat behov for hjælpepakker

DI-direktøren understreger, at en total genåbning af Danmark og resten af verden kan have lange udsigter. Derfor mener han også, at hjælpepakkerne til de ramte virksomheder er enormt vigtige.

Lars Sandahl Sørensen er derfor også godt tilfreds med, at regeringen og et flertal af Folketingets partier i weekenden indgik en bred aftale om at forlænge, forbedre og udvide hjælpepakkerne, der skal holde hånden under danske arbejdspladser og virksomheder gennem coronakrisen.

- Forbedringerne sikrer, at vi hjælper mange flere virksomheder og arbejdspladser, og at virksomheder med forsknings- og udviklingsaktiviteter nu også får målrettet hjælp. Det er vigtige og tiltrængte justeringer, så flere virksomheder og medarbejdere kan klare sig godt igennem krisen, siger DI-direktøren.

Ligeså vigtigt er det, at der også er fokus på at få genoprettet dansk økonomi i de kommende år, påpeger Lars Sandahl Sørensen. Han fremhæver, at DI i begyndelsen af april fremlagde en plan med mere end 70 forslag, der vil skabe 30.000 arbejdspladser og for dansk økonomi tilbage på et grønt vækstspor. 

- Vi skal investere os ud af krisen - og ind i en grønnere fremtid, så vi som samfund får mest muligt for pengene, siger han. 

Du kan læse DI's plan "Danmark ud af krisen - tilbage til grøn vækst" her. 

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Relateret indhold