Tidligere års gode tider på eksportmarkederne er med coronakrisen forvandlet. DI anbefaler, at der sættes massivt ind for at hjælpe danske eksportvirksomheder i krisetid.

01.05.20 DIB Nyheder

Danmarks eksportmarkeder er hårdt ramt – nu skal der handles

Det er især lande, der har stor betydning for danske eksport, der er hårdest ramt af coronakrisen. DI foreslår nu, at Udenrigsministeriet fokuserer sine kræfter på at styrke dansk eksport.

Coronasmitten og de økonomiske efterveer har ramt verden hårdt. Overalt er aktiviteten faldet, virksomheder går ned og millioner og atter millioner har mistet deres arbejde.

Men nogle lande er hårdere ramt end andre. Og desværre er de hårdest ramte lande lige netop de lande, som danske virksomheder har en stor eksport til. Det viser beregninger foretaget af Dansk Industri på baggrund af data fra den internationale valutafond IMF.

- Nedturen på de største danske eksportmarkeder tegner til at blive dobbelt så hård, som for verdensøkonomien bredt set. Det kommer til at koste danske virksomheder og det danske samfund milliarder i indtægter, siger administrerende direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.

Ifølge DI’s beregninger står verdensøkonomien til at falde med 3 procent i 2020. Men vægtes udviklingen for betydning for dansk eksport står faldet til at blive på hele 5,7 procent.

- Det ser sort ud. Det er i allerhøjeste grad udviklingen på Danmarks eksportmarkeder, der har betydning for, hvor hårdt Danmark rammes, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: DI’s coronabarometer: Den dybe krise fortsætter ufortrødent

Økonomisk krise på Danmarks største eksportmarkeder

Dykker du ned på landeniveau, finder du blandt andet, at Tyskland, som er Danmarks største eksportmarked, forventes at få en negativ vækst i 2020 på 7 procent. Mens USA ifølge IMF’s prognose står til et fald i BNP på 5,9 procent.

Ikke overraskende ser det også meget sort ud i Italien, som er Danmarks 10. største eksportmarked. Her forventer valutafonden en negativ vækst på 9,1 procent.

- Der er især udsigt til en stor økonomisk nedtur på vores store eksportmarkeder i Europa og Nordamerika, som ser ud til at få en markant lavere vækst i 2020 som følge af coronakrisen. Ingen lande ser dog ud til at gå fri af krisen, siger DI-direktøren.

Læs også: Kinas økonomi er hårdt ramt af coronakrisen

Udenrigsministeriet skal styrke dansk eksport

Set i lyset af den negative udvikling på Danmarks eksportmarkeder foreslår DI’s administrerende direktør, at Udenrigsministeriet og de danske ambassader rundt om i verden i en periode lægger andre opgaver til side og arbejder målrettet for at styrke dansk eksport.

”Det er en samfundskritisk opgave. Det er de varer og tjenester, vi sælger til verden omkring os, som finansierer meget af det, vi gerne vil i Danmark,” siger han.

DI-direktøren foreslår at droppe virksomhedernes egenbetaling for eksportrådgivning og dedikere alle Udenrigsministeriets kræfter og ressourcer til at støtte og styrke eksporten. Desuden ønsker han at styrke eksportkreditfonden EKF, så den bistå virksomhederne hurtigere og mere fleksibelt, og indføre et skattefradrag for forskning og udvikling, så det bliver billigere for virksomhederne at udvikle nye produkter.

”Mange af vores eksportmarkeder er gået i stå. Derfor er det helt enormt vigtigt, at vi ikke bare genopretter eksporten, men faktisk også genopfinder måden, vi arbejder med eksport på,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Udenrigsministeren i offensiv: Danmark er lukket for Corona – ikke for handel

Vi skal handle nu

En rundspørge blandt DI’s medlemmer, foretaget i april, viser, at erhvervslivet forventer at miste mindst 180 mia. kr. i eksportindtægter alene i 2020. Det svarer til næsten 14 pct. af sidste års eksport, og det stemmer med beregninger fra De Økonomiske Råd, som spår et eksporttab på 11-15 pct.

Der er behov for en ”virkelig fokuseret indsats” – og ”hellere i dag end i morgen,” siger Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

”Jo hurtigere og jo bedre, vi håndterer denne krise og sætter de rigtige indsatser i gang, jo bedre chancer har vi og jo længere fremme sidder vi i bussen i forhold til alle de andre lande.”

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold