DI: Vigtigt med forsvarlig løsning for pendlere og udenlandske medarbejdere
DI ser positivt på, at regeringen efter tæt dialog med parterne på arbejdsmarkedet har præsenteret tiltag til øget kontrol af medarbejdere med bopæl i udlandet i en form, så de fortsat kan komme til Danmark og arbejde.
Danske virksomheder har omtrent 55.000 medarbejdere med bopæl i udlandet. Derfor har det stor betydning, at kontrollen af coronasmitte i forhold til udenlandske medarbejdere og danske pendlere fra udlandet foregår så smidigt som muligt. DI ser positivt på, at regeringen nu efter en tæt dialog med parterne på arbejdsmarkedet har præsenteret en række nye tiltag, hvor kontrollen skærpes, men medarbejderne fortsat kan komme til Danmark og arbejde.
- Vi har stor forståelse for situationens alvor og behovet for at begrænse smitten, og derfor har det været helt centralt at finde en sundhedsmæssigt forsvarlig vej, hvor de mange nøglemedarbejdere fortsat kan komme på arbejde i Danmark. Med de tiltag, som regeringen lægger op til, vil vi kunne begrænse smitten – og samtidig holde samfundet kørende med de mange medarbejdere, som pendler og rejser over grænsen, siger viceadm. direktør Kim Graugaard, DI.
Læs også: Coronakrisen kan koste hver dansker 33.000 kroner – alene i 2020
Begræns smittefaren
Han understreger, at alle parter har et stort ansvar for at begrænse smitten på arbejdspladserne – både for danske og udenlandske medarbejdere.
- Hver eneste arbejdsgiver har et ansvar for at sikre, at arbejdet er tilrettelagt på en forsvarlig måde, hvor man begrænser smittefaren. Det gælder uanset, om medarbejderne kommer fra Köln eller Køge. Vi er overbeviste om, at alle DI’s medlemsvirksomheder vil medvirke til at sikre det, siger viceadm. direktør Kim Graugaard, DI.
Regeringen nedsætter en taskforce, som skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan risikoen for coronasmitte håndteres bedst muligt i de enkelte brancher og virksomheder.
- Det er et godt og vigtigt tiltag at nedsætte en taskforce. Vi har masser af eksempler på, hvordan virksomheder har taget ansvar for at indrette sig på en måde, hvor man netop håndterer den situation med udenlandske medarbejdere og pendlere – så det er både trygt og sikkert for alle, siger Kim Graugaard.
Læs også: Hej Danmark! Sådan holder vi hjulene i gang
Dybt afhængige af medarbejdere med bopæl i udlandet
Af de ca. 55.000 medarbejdere på danske virksomheder med bopæl i udlandet er 18.500 danskere, og 14.000 er tyskere og svenskere, som arbejder i små og store virksomheder på tværs af brancher.
- Det er af meget stor betydning for dansk økonomi og virksomhedernes ve og vel, at kontrollen af udenlandske medarbejdere og danske pendlere fra udlandet foregår så smidigt som muligt. Rigtig mange arbejdspladser er dybt afhængige af dem, og det er vores samfund også, siger Kim Graugaard.
Få hjælp
Få gratis rådgivning, hvis din virksomhed er udfordret af corona
Industriens Fond tilbyder gratis rådgivning til virksomheder med 10-500 ansatte der beskæftiger sig med produktion, fremstilling eller teknologi her i Danmark. Ring 33773417 nu og hør, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed.
Læs mere på Genstartnu.dk
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.