22.04.20 DIB Nyheder

Forbrugerne er i koma

Nye tal: Lysten til at købe nye forbrugsgoder i den nærmeste fremtid er på lavpunktet på grund af Coronakrisen

I en ny måling har Danmarks Statistik taget pulsen på forbrugernes forventninger til fremtiden - det er den såkaldte forbrugertillidsindikator, og dagens måling er nedslående. Forventningerne falder med -12,3 i april til et nettotal på -11,9 mod 0,4 i marts, således at forbrugernes humør er på det laveste niveau siden december 2008.

- Danmarks Statistik har foretaget sin første fulde undersøgelse af forbrugerne, efter coronakrisen ramte Danmark, og resultaterne er desværre lige så dystert, som man kunne frygte. Det er et nyt kritisk lavpunkt for humøret hos danske forbrugere, siger underdirektør Morten Granzau, DI

De økonomiske chokbølger fra coronakrisen rammer dermed forbrugertilliden hårdere, end hvad finanskrisen gjorde. DI frygter, at genoplivningen af forbrugerens optimisme kan tage lang tid, selv om forbrugernes privatøkonomi var sund, før krisen startede. 

- Regeringen har vist ansvarlighed overfor smitterisikoen. Social afstand og nedlukning af landet har dog haft bivirkningen, at forbrugerne og store dele af dansk økonomi er lagt i kunstigt koma.

- Vi har heldigvis fået smitten under kontrol, mens hjælpepakker har holdt dansk økonomi i live. Nu venter der en svær øvelse med at vække dele af dansk økonomi igen. Dagens tal for forbrugertilliden viser, at der er meget lang vej igen, før forbrugerne er tilbage, siger Morten Granzau.

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at over 46.000 personer er blevet ledige siden 9. marts. Dertil er der søgt lønkompensation for omkring 150.000 lønmodtagere. Grunden ryster derfor under mange danskere.

Og i en ny analyse anslår DI på baggrund af svar fra knap 1.800 medlemsvirksomheder, at væksten i dansk økonomi kan blive hele -8,3 procent i år.

- Økonomisk opmuntring hos forbrugerne kan sammen med offentlige investeringer i grøn omstilling være god medicin mod krisens skader. Derfor har DI præsenteret planen ”Danmark ud af krisen – Tilbage mod grøn vækst” med mere end 70 konkrete forslag til at få gang i væksten igen, i takt med at samfundet gradvist åbnes op. Et vigtigt forslag er udbetalingen af danskernes indefrosne feriepenge, som kan være med til at løfte forbrugerne humør, siger Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold