Historisk fald i beskæftigelsen
Coronakrisen er allerede nu hård ved det danske arbejdsmarked. I marts måned steg ledigheden med 18.000 personer. Dansk Industri vurderer derfor, at beskæftigelsen i samme periode faldt med hele 35.000 personer.
- De fald i beskæftigelsen, vi ser nu, er voldsommere, end da finanskrisen var på sit højeste i april 2009, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri (DI).
Beskæftigelsesministeriet har siden 11. marts udgivet daglige tal for ledigheden. DI har regnet på tallene og vurderer på den baggrund, at den sæsonkorrigerede ledighed i marts måned steg med 18.000 fuldtidsledige, og at beskæftigelsen i samme periode faldt med hele 35.000 personer.
- Marts måned er normalt en god måned for beskæftigelsen, og det er med det udgangspunkt, man skal forstå det meget store fald, som vi har set i beskæftigelsen i den seneste måned. Men det ændrer ikke på situationens alvor, påpeger Steen Nielsen.
Til sammenligning faldt beskæftigelsen ’kun’ med 14.000 personer i april 2009, hvor finanskrisen gik hårdest ud over det danske arbejdsmarked. De tal blev altså overgået med flere længder i marts 2020. Også selv om det er muligt, at tallene bliver justeret, når Danmarks Statistik om en måneds tid har haft dem igennem sin regnemaskine, påpeger Steen Nielsen.
Bilbranchen har også oplevet en stor nedgang, og inden for fremstillingsindustrien er der et stigende antal virksomheder, der melder om problemer. Steen Nielsen, Vicedirektør
Krisen rammer stadig bredere
Indtil nu er det især rejsebranchen, luftfarten, hotel- og restaurationsbranchen og virksomheder inden for oplevelsesøkonomien, der har holdt hårdt for.
- Bilbranchen har også oplevet en stor nedgang, og inden for fremstillingsindustrien er der et stigende antal virksomheder, der melder om problemer. Det samme gælder rådgivere som arkitekter og ingeniører, og vi ser også en nedgang i byggeriet. Så krisen rammer allerede nu ganske bredt, siger Steen Nielsen.
Hjælp fra hjælpepakker
Til gengæld er der også mange virksomheder, som i den akutte situation har glæde af de hjælpepakker, som er blevet stemt igennem Folketinget.
- Regeringen har handlet hurtigt og iværksat nogle fornuftige tiltag. Det er eksempelvis en stor hjælp for de mange virksomheder, der har mulighed for at søge om lønkompensation, så de ikke allerede nu behøver at fyre deres medarbejdere. Men der er selvfølgelig tale om midlertidige ordninger, der ikke kan opfange alle, understreger Steen Nielsen.
Tæt på 16.000 virksomheder har indtil videre søgt om lønkompensation til hjemsendte medarbejdere, viser den seneste opgørelse fra Erhvervsministeriet.
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.