Kronik: Fem veje ud af coronakrisen – her skal EU på banen

Over påsken holdt Tysklands præsident Frank-Walter Steinmeier en tale, som er blevet bemærket i store dele af Europa. ”Nej, pandemien er ikke en krig, hvor nationer står over for nationer; soldater over for soldater. Den er snarere en test på vores menneskelighed”, lød det fra præsidenten, der fortsatte med et budskab, som også kansler Merkel har gentaget igen og igen under krisen: ”Tyskland kan ikke komme stærk og sund ud af krisen, hvis ikke også vores naboer bliver stærke og sunde”.

For en nation som Tyskland, der lever af eksport, er Steinmeier og Merkels pointe tæt på at være en banalitet. For hvis ikke Italien, Spanien, Frankrig osv. hurtigt kommer på fode igen, vil tyskerne få svært ved at afsætte alt fra biler til biotek. Det samme gælder i den grad for Danmark, hvor eksporten er helt afgørende for både arbejdspladser og vores velstand. 825.000 job i Danmark afhænger af eksporten og af dem er to tredjedele direkte afhængige af EU’s indre marked. Ikke desto mindre har synspunktet om, at vi indgår i et skæbnefælleskab med resten af Europa været stort set fraværende i Danmark i den første fase af coronakrisen.

Også en anden pointe fra Steinmeiers tale har spillet en forsvindende rolle i den danske debat: En pandemi, der ikke gør holdt ved de nationale grænser, kan kun slås ned, hvis også myndighederne er villige til at samarbejde på tværs af grænserne. Intet land vil f.eks. få meget ud af at udvikle en vaccine, der kun kommer deres egen befolkning til gavn, hvis resten af verden stadig må opholde sig inden for hjemmets fire vægge. Kort sagt: Skal økonomien for alvor i gang igen, er der også behov for grænseoverskridende løsninger.

Men måske er det egentlig ikke så overraskende, at fokus i den første fase af krisehåndteringen i Danmark har ligget på det nationale niveau. Sådan har det dybest set været i alle lande. For hånden på hjertet: Når der går ild i huset, tænker alle i første omgang på at redde familien frem for naboen. Her må Danmark siges at have håndteret den første fase handlekraftigt, effektivt og godt.

Fælles fodslag i EU

Når ilden er ved at være under kontrol, kommer næste fase, hvor der også er overskud til naboen, resten af kvarteret og fællesskabet. Og det er præcis den fase, som Danmark nu tager fat på, og hvor det bliver afgørende, at også Danmark tager pejling efter Steinmeiers to grundsætninger.

Som en lille, åben og eksportorienteret økonomi kommer vi ikke igennem krisen ved at lukke os om os selv. Hvor afhængige vi er af resten af Europa, har enhver dansk familie faktisk kunne mærke de sidste par måneder. Da krisen startede, og landene lukkede grænserne, var det EU, der med de såkaldte grønne transportkorridorer sikrede, at varer til de danske supermarkeder fortsat kunne komme op igennem Europa. I den næste fase af krisehåndteringen vil Danmark i hvert fald på fem områder være dybt afhængig af, at vi finder fælles forslag i Europa.

Det første område er ryggraden af det europæiske samarbejde, det indre marked. Danmark og Tyskland er langtfra de eneste lande, hvis økonomi er uløseligt koblet sammen med resten af EUs. I gennemsnit går to tredjedele af EU-landenes varer til EU’s indre marked, ligesom hver femte arbejdsplads er afhængig af eksporten. Europæisk erhvervsliv er så sammenvævet, at mange virksomheder, også danske, har svært ved at producere, hvis ikke de kan trække på underleverandører i andre EU-lande.

Tag bare én af de virksomheder, som under denne krise også har reddet danske menneskeliv, nemlig den tyske respirator-gigant Dräger. Hele 80 pct. af produktionen er afhængig af leverancer fra andre EU-lande. Skal Europa have gang i væksten igen, er det derfor afgørende, at vi hurtigst muligt vender tilbage til tiden før coronakrisen uden forsinkelser ved EU’s indre grænser. Lige så afgørende er det at have fokus på adgang til kvalificeret arbejdskraft på hele det europæiske kontinent – selvfølgelig med respekt for sundhedsmyndigheders vejledninger.

For det andet skal EU-landene blive enige om en fælles genopretningspakke, der kan få alle lande på fode igen. EU-fællesskabet har allerede gjort en hel del i form af Den Europæiske Centralbanks opkøbsprogram og finansministrenes krisepakke på over 500 mia. euro. Men der skal mere til. Det mest oplagte vil være, hvis EU omdanner det syvårige budget, som EU-landene ikke kunne blive enige om før krisen, til et egentligt ”corona-budget”. Særligt hårdt ramte lande skal f.eks. kunne trække på fælleskassen og fremrykke infrastrukturprojekter, ligesom EU-landene i fællesskab bør afsætte et betydeligt beløb til udvikling af vaccine og medicin. Budgetdiskussionen bliver uden tvivl en stor solidaritetstest for EU, men reelt vil hjælp til f.eks. Italien også være en hjælp til danske virksomheder og arbejdspladser.

Klimaplaner skal genoptages

For det tredje skal EU hurtigst muligt genoptage de mange store planer fra før krisen, nemlig den grønne omstilling og digitalisering. Verdens langsigtede klimaproblemer er ikke blevet mindre, blot fordi vi her og nu kæmper med Covid-19. Og hvis der er noget, som coronakrisen har lært alle aktører, lige fra universiteter over virksomheder til staten, så er det, at der er store gevinster for offentlige og private virksomheder ved at udnytte de digitale muligheder. Når EU gennemfører krisepakker og vedtager budgettet, bør klima og digitalisering derfor være den røde tråd. En sådan fælles satsning vil være mindst lige så vigtig for erhvervsliv og arbejdspladser i Danmark, som de initiativer, vi beslutter nationalt.

For det fjerde skal vi bruge EU til at sikre, at det ikke kan ske igen. Kommissionen og medlemslandene må aldrig igen være så uforberedte på en katastrofe. Uanset, om det så er en pandemi eller en naturkatastrofe. Helt lavpraktisk må EU udstyres med et stærkere krisestyringscenter, så landene rent faktisk har tillid til, at EU fra krisens start kan spille en koordinerende rolle. Det bør også være sådan, at EU har et stort lager af f.eks. værnemidler og respiratorer – også fordi krisen klart har vist, at de enkelte lande ikke havde overblik over deres egne lagre. Da krisen udviklede sig i Wuhan, meldte alle medlemsstater til Kommissionen, at de havde styr på situationen, og at der ikke var brug for et fælles EU-udbud. Tiden viste noget andet.

Endelig er der verden omkring os. Desværre har krisen med al tydelighed understreget, hvad der sker, når USA trækker sig tilbage og til tider har mere fokus på at bekæmpe Kina end virussen. I modsætning til under finanskrisen har verdenssamfundet på intet som helst tidspunkt fundet sammen om fælles løsninger – hverken i G20 eller G7. Lige så klart er det, at krisen har leveret tankevækkende anskuelighedsundervisning i Kinas rolle. Hvorfor har det f.eks. været så magtpåliggende for Kina at drive kiler ned imellem EU-landene ved at påstå, at det kun var Kina, der hjalp Italien med værnemidler? Hertil kommer en reel fare for, at kinesiske virksomheder, som er kommet hurtigere ud af krisen end deres europæiske konkurrenter, bogstaveligt talt kan tage på brandudsalg i Europa og opkøbe strategisk vigtige europæiske virksomheder med statsmagten i ryggen. På den måde har krisen i den grad cementeret, at Europa og dermed Danmark har brug for fælles svar over for Kina, men også resten af det internationale samfund. De løsninger skal vi finde i fællesskab.  

Kort sagt: Tingene hænger sammen. I den kommende tid får vi i allerhøjeste grad brug for fællesskab og samarbejde for at komme bedst muligt igennem krisen og sikre vores arbejdspladser og alt det, som vi lever af. Det gælder fællesskab og samarbejdet inden for Danmarks grænser, men sandelig også i Europa.

Læs også: Verdensøkonomien vil opleve den største tilbagegang siden 1930’erne