Designmuseum Danmark er en af de mange kulturinstitutioner, der må holde lukket på grund af Coronakrisen. Dette foto er taget før Corona-virussen lukkede Danmark ned.

Foto: Designmuseum Danmark
02.04.20 DIB Nyheder

DI: Turist- og oplevelseserhverv taber over halvdelen af indtægter i 2020

Det nedlukkede Danmark gør ondt på turist- og oplevelsesindustrien, og det kommer det også til at gøre i fremtiden. Det viser en analyse lavet af Dansk Industri. Designmuseum Danmark er en af ramte.

I en DI-rundspørge blandt kulturinstitutioner, svarer over halvdelen af de medvirkende virksomheder, at de forventer et fald i omsætningen på mere end 50 procent i 2020.

Designmuseum Danmark er en af de kulturinstitutioner, der i øjeblikket mærker de konsekvenser, det nedlukkede samfund har.

- Vi er meget taknemmelige for vores lønkompensationsmulighed. Men der er en pæn egenfinansiering med i pakkerne, og vi har et tab af indtægter, der er til at tage og føle på, siger Anne-Louise Sommer, direktør for Designmuseum Danmark.

Læs også: Historisk fald i beskæftigelsen

64 af 83 er sendt hjem

Det ikke-eksisterende billetsalg og den lukkede museumsbutik har også ført til opsigelser af nyansat personale. 

I alt er seks timeansatte, der blandt andet varetog billetsalg, rundvisninger og betjening af museumsbutikken, blevet opsagt. Det samme er tre fuldtidsansatte funktionærer, der arbejdede i udstilling og bibliotek. Alle var i deres prøveperiode.

Derudover er 56 ansatte sendt hjem med lønkompensation på henholdsvis 90 og 75 procent.

Dermed er der 17 af de i alt 83 ansatte på Designmuseum Danmark, der stadig arbejder. Udover vagterne, ledergruppen og Anne-Louise Sommer, arbejder nøglepersoner inden for kommunikation fortsat, da museet forsøger at booste kommunikationen.

Læs også: Sådan får du del i eksportgarantier

Taber 7,5 mio. kr. 

Dansk Industris undersøgelser viser også, at mange virksomheder indenfor turist- og oplevelseserhvervene forventer, at et nedlukket Danmark vil have store konsekvenser for hele 2020.

Få virksomheder forventer en forbedring af den økonomiske situation, mens over en tredjedel forventer, at omsætningen for hele 2020 halveres.

Hos Designmuseum Danmark er man heller ikke just positive, når det kommer til fremtidsudsigterne.

- Sidste år havde vi 310.000 besøgende, hvoraf 80 procent var turister. Frem til den 9. juni forventer vi, at vi taber ca. 7,5 millioner kroner, og afhængigt af de videre scenarier, stiger det tab. Det eneste, der ligger helt fast, er, at så længe museet er lukket, har vi ingen indtægter, siger Anne-Louise Sommer.

Og det store tab ærgrer Anne-Louise Sommer. Hun mener, at kulturinstitutioner og museer spiller en meget central rolle i samfundet – specielt under Coronakrisen.

- Museer er moderne forsamlingshuse, hvor der afholdes alt lige fra foredrag til koncerter, og hvor der dannes rammer for møder mellem forskellige mennesker og aktører. Kulturen er med til at skabe sammenhængskraft og værdi i samfundet, siger Anne-Louise Sommer.

Læs også: Coronakrisen kan sætte dansk økonomi tre år tilbage

Gratis tilbud og workshops

Men trods de mørke fremtidsudsigter læner Designmuseum Danmark sig ikke tilbage i Safaristolen og ser til. Anne-Louise Sommer fortæller, at man arbejder med flere tiltag, der både skal minde kunderne om museets eksistens, og som skal tiltrække kunder, når samfundet åbner igen.

- Vi har en masse work-shops om materialer og designprocesser, og det har vi nu lavet om til gratis tilbud, som folk kan tilgå på nettet. Derudover har vi tænkt i digitale fremvisninger. Det er ikke noget, der er så mange penge i, men det fastholder synligheden, siger hun.

Læs også: 3 måneder ekstra til levering af årsrapporter

DI: Det værst tænkelige tidspunkt

Ifølge chef for turisme og oplevelsesindustri i Dansk Industri (DI), Sune K. Jensen, rammer krisen på det værst tænkelige tidspunkt. Efter i vinterhalvåret at have tæret på fedtet og trukket på kassekreditten stod de fleste virksomheder inden for turist- og oplevelseserhvervet i februar måned og var ved at gøre klar til det første store rykind af gæster i påsken.

- I stedet står man nu og kigger på en situation med nul indtægter, men med en række faste udgifter, siger Sune K. Jensen

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Peter Henningsen Hansen
Skrevet af:

Peter Henningsen Hansen

Sune K. Jensen

Sune K. Jensen

Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

  • Direkte +45 3377 3923
  • Mobil +45 2949 4624
  • E-mail skj@di.dk

Relateret indhold