02.04.20 DIB Nyheder

Mere end 4 års jobfremgang tabt på to uger med ny amerikansk ledighedsrekord

Nye tal: Efter flere år med næsten uafbrudt fremgang på det amerikanske arbejdsmarked, stiger ledigheden nu – eksplosivt. På bare to uger er næsten 10 millioner amerikanere blevet ledige, og det vil ramme danske virksomheders eksport til USA, siger DI’s cheføkonom, Allan Sørensen.

6,6 millioner amerikanere meldte sig som ledige i sidste uge. I den foregående uge kom der 3,3 millioner nye ledige. Det viser nye tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium.

- Mere end fire års jobfremgang er gået tabt på blot to uger. Der er en eksplosion i de amerikanske ledighedstal, hvilket vidner om at coronakrisen nu har ramt amerikansk økonomi med utrolig hård kraft, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Sidste uges rekord er allerede slået, og på blot to uger har næsten 10 millioner amerikanere meldt sig ledig. Da finanskrisen var på sit højeste var der lidt over 650.000 nye ledige om ugen, så de nye tal er meget mere voldsomme end tendensen fra seneste krise.

- Ledigheden stiger med et tempo, som vi aldrig har set før. Og det stopper desværre ikke her – ledigheden vil fortsætte den bekymrende himmelflugt i de kommende uger og måneder, nu hvor coronakrisen har bidt sig fast, siger Allan Sørensen.

- Den stigende ledighed er gift for amerikansk økonomi. Forbrugerne har enorm magt i USA, og øget arbejdsløshed vil sætte mange familier under et stort økonomisk pres, hvilket vil ramme forbruget. Den historisk store amerikanske hjælpepakke kan afbøde katastrofen, men den kan ikke redde amerikansk økonomi og arbejdsmarked fra massiv tilbagegang, siger Allan Sørensen.

- Danske eksportvirksomheder vil tabe ordrer i hobetal i udlandet som følge af coronakrisen. Alene eksporten til USA vil formentlig falde med et tocifret milliardbeløb i 2020, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder eksporterede for 154,7 mia. kr. til USA i 2019.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret