28.05.20 DIB Nyheder

Amerikansk nedsmeltning vil tage årevis at komme over

Nye tal: Coronakrisen har ramt amerikansk økonomi særligt hårdt, og jobmarkedet styrtbløder. Vi skal i hvert fald et par år ud i fremtiden, før amerikansk økonomi er nogenlunde tilbage på sporet, siger DI’s cheføkonom Allan Sørensen.

2,1 millioner amerikanerne meldte sig ledige i sidste uge. Over de seneste ti uger har mere end 40 millioner amerikanere meldt sig ledige. Det viser nye tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium.

- Mere end 40 millioner amerikanere er blevet sendt hjem fra deres job i løbet af de første ti uger af coronakrisen. Ledighedsstigningen er aftaget over de seneste uger, men det sker i kølvandet af utrolig store afskedigelser i coronakrisens første uger, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Ledigheden stiger stadig i et ekstremt højt tempo - og langt hurtigere end under finanskrisen. Da finanskrisen var på sit højeste blev der ”kun” afskediget 650.000 amerikanere om ugen. I det lys er 2,1 millioner nyledige på en enkelt uge jo et voldsomt stor tal, siger Allan Sørensen.

- Det er afgørende, at de mange ledige hurtigt kommer tilbage i beskæftigelse igen efter coronakrisen. Forbliver de uden job, så kan det sætte gang i en negativ vækstspiral, hvor faldende forbrug trækker væksten ned på længere sigt. Og sker det i verdens største økonomi, forplanter det sig kraftigt i hele verdensøkonomien, herunder i den danske, siger Allan Sørensen.

Amerikansk BNP skrumpede med 1,25 procent i første kvartal (5,0 procent i annualiserede termer), det er lidt mere end i den første foreløbige opgørelse. Ifølge Kongressens uafhængige budgetkontor, CBO, vil økonomien skrumpe med yderligere 11,2 procent i andet kvartal.

- USA står med en økonomisk nedsmeltning på over ti procent i indeværende kvartal. Der er søsat mange hjælpepakker for at holde hånden under økonomien, men de kan ikke forhindre katastrofen i at ramme. Selvom der forhåbentlig kommer en gradvis bedring i andet halvår, så vil amerikansk økonomi ikke have indhentet det tabte før i 2022, siger Allan Sørensen.

- USA er et afgørende marked for danske eksportvirksomheder. Vi har en stor eksport direkte til det amerikanske marked, men som verdens største økonomi er USA samtidig lokomotivet der sætter tempoet i verdensøkonomien. Eksportmarkederne kører desværre i bakgear, og det vil svække dansk eksport med 170 milliarder kroner i 2020, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder eksporterede varer og tjenester for 155 mia. kr. til USA i 2019. Den samlede eksport til hele verden er på 1.300 mia. kr.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold