Begrænset åbning af Danmark forekommer overforsigtig, mener DI
Den meget begrænsede åbning, som regeringen vil foretage, vil få store konsekvenser for Danmark, vores samfundsøkonomi og vores job, vurderer DI.
Danmarks adgang til og fra resten af verden har afgørende betydning for danske virksomheder, medarbejdere og hele vores samfundsøkonomi. Eksporten, turismen og luftfarten er stærkt afhængige af vores åbenhed til og fra resten af verden – og hårdt ramt af krisen.
I det lys er enhver udsigt til åbning godt nyt – men den meget begrænsede åbning, som regeringen nu vil foretage, vil få store konsekvenser for Danmark, vores samfundsøkonomi og vores job, vurderer Dansk Industri (DI)
Organisationen opfordrer til, at der sker en yderligere åbning hurtigst muligt for at bringe dansk økonomi på fode igen.
- Den meget begrænsede åbning til Tyskland, Norge og Island forekommer overforsigtig. Vi har stor forståelse for vigtigheden af at agere sundhedsmæssigt forsvarlig, men det er vigtigt at gøre sig klart, at en så forsigtig åbning vil have store konsekvenser for vores samfund, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.
Læs også: Stjerneøkonom: Vi rammer det værste økonomiske tilbageslag i over 100 år
Voldsomt frustrerede virksomheder og medarbejdere
Lars Sandahl Sørensen anerkender fuldt ud, at regeringen og myndighederne skal træffe nogle svære beslutninger i denne tid, så Danmark fortsat har armene omkring sundhedskrisen.
- Vi har ikke indblik i beslutningsgrundlaget. Men set fra virksomhedernes side må vi konstatere, at det er en meget restriktiv åbning, som regeringen nu lægger op til. Rigtig mange virksomheder og medarbejdere er voldsomt frustrerede, siger DI-direktøren.
Luftfarten er indlysende i enorm krise, så længe der er stor usikkerhed om grænserne, og for turismen er der tal på tabene. I 2019 brugte udlændinge 38,2 mia. kr. i sommerhalvåret i Danmark. Alene tyskerne brugte sidste sommer 12 mia. kr.
- Som situationen ser ud nu, vil vi opfordre til, at regeringen og myndighederne snarest muligt finder veje til at åbne mere – eksempelvis via brug af tests, så ikke mindst vores eksportvirksomheder, turismen og luftfarten kan vende tilbage til mere normale tilstande ved grænsern. I mangel på en europæisk aftale om åbning af grænserne er der brug for, at den danske regering med de rette forholdsregler hurtigere indgår aftaler og finder løsninger til at åbne grænserne mere til flere lande, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Coronakrisen har skåret mere end 40 millioner timer af privatansattes arbejdstid