13.05.20 DIB Nyheder

Corona og brexit er en utrolig kedelig cocktail for danske virksomheder

Britisk økonomi har det ikke for godt, viser nye tal, og det bliver kun værre, forudser DI

Britisk økonomi skrumpede ifølge nye tal fra Office for National Statistics med 2,0 procent i første kvartal, men forude venter et betydeligt større tilbageslag for et af dansk erhvervslivs vigtigste markeder.

- Briterne lukkede først ned i sidste halvdel af marts, og derfor er de mindre hårdt ramt i første kvartal end en lang række af de øvrige lande i Europa. Der venter dog briterne en hård økonomisk nedtur på 10-15 procent i andet kvartal, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Corona og brexit er en utrolig kedelig cocktail for danske virksomheder med eksport til det britiske marked. Storbritannien er et af vores største eksportmarkeder, men usikkerhed, tilbagegang og handelsbarrierer udfordrer eksporten, siger Allan Sørensen.

- Det britiske marked har i de seneste år været præget af stor usikkerhed som følge af det meget kaotiske brexitforløb. Nu er meget lukket ned på grund af corona og fra nytår er Storbritannien ikke længere en del af det indre marked. Det er en tretrinsraket, der kan spænde ben for mange ordrer til de danske eksportvirksomheder, siger Allan Sørensen.

Briterne købte sidste år danske varer og tjenester for samlet 102 mia. kr. Det gør Storbritannien til vores fjerdestørste eksportmarked.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold