Teknisk chef Rune Eriksen fra Povl Møllers Maskinfabrik i Borup ved siden af, er en såkaldt EPTF-90 som er en maskine, der kan trykke 100 ton.

20.05.20 DIB Nyheder

Coronarådgivning gav maskinfabrik troen på fremtiden tilbage

Povl Møllers Maskinfabrik tabte kortvarigt pusten, da coronakrisen pludselig lukkede for alt salg og service. Fire rådgivningsmøder og en ny strategi via projekt GenstartNU senere, er virksomheden ved godt mod igen.

Fra den ene dag til den anden lukkede coronavirus de fabrikker, Povl Møllers Maskinfabrik normalt handler med.

- Lige pludselig gik alt i stå eller udskudt. Og jeg må indrømme, at der tabte vi lige pusten et øjeblik, fortæller teknisk chef Rune Eriksen, om hvordan COVID-19 ramte maskinfabrikken i Borup tilbage i marts.

Povl Møllers Maskinfabrik sælger og servicerer såkaldte excenterpressere, som man bruger til at stanse, klippe og præge emner i metalindustrien. 

Men uden mulighed for at komme ud til kunderne blev 6 af maskinfabrikkens 11 medarbejdere sendt hjem på lønkompensation, og den tekniske chef rev sig i håret.

Indtil han så en annonce i DIBusiness-nyhedsbrevet for projekt GenstartNU.

Læs også: 12 milliarder skal gøre populære boliger grønnere i 2020

Rådgivning til 150 mio. kr.

GenstartNu er Industriens Fonds tilbud om hjælp til coronaramte virksomheder. Særligt de små og mellemstore.

150 millioner kroner er sat af til rådgivning og projektaktiviteter, der kan hjælpe erhvervslivet videre på den anden side af coronapandemien, fortæller adm. direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond.

Vi vil gerne bidrage til, at der kommer nogle toptunede virksomheder ud på den anden side, som vil være i stand til hurtigt at øge omsætningen. Adm. direktør Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond

Sparring og konkrete planer

På Povl Møllers Maskinfabrik greb teknisk chef Rune Eriksen resolut telefonen og ringede ind til Dansk Industri, der administrerer projekt GenstartNU.

Her talte han først med en konsulent og siden med en projektleder fra rådgivningsvirksomheden Valcon.

- Det gik rimelig tjept. Fredag ringede jeg. Mandag ringede de tilbage og senere på ugen var vi i gang. Det var rigtig godt at opleve, at vi kunne få hjælp med det samme, siger Rune Eriksen.

Konkret talte Povl Møllers Maskinfabriks teknisk chef med projektlederen fra Valcon om, hvordan virksomheden kan sælge excenterpressere i et marked, hvor alt er på hold. Siden blev det til yderligere tre Skype-møder.

- Det var enormt rart at sparre med nogen om vores udfordringer i et fortroligt rum, hvor de lytter til os, kommer med konkrete forslag, og vi får både sat ord på og lavet handlingsplaner. Det var meget konkret, siger Rune Eriksen.

Læs også: Virksomheder baner vej for åbningen af Danmark

Ny metode til strategi

Nu er verden så småt ved at genåbne med coronavirus lidt mere i bakspejlet. Povl Møllers Maskinfabriks folk kan igen komme ud til kunderne, og der er igen gang i projektsalget.

Ikke alle forsøg, som blev aftalt via rådgivningen fra GenstartNU er lykkedes, men den tekniske chef er rigtig glad for rådgivningsforløbet.

- Nu har vi fået en ny metode til at lægge strategi, og vi føler os sikre på fremtiden igen. Det har været kanon sparring med Valcon, og en kæmpe hjælp, siger Rune Eriksen.

Chef for DI’s Ledelse og Virksomhedsudvikling, Pernille Erichsen er super glad for at høre, at maskinfabrikken har kunnet bruge rådgivningen.

- Målet for indsatsen er jo at sikre, at flere virksomheder står stærkere forretningsmæssigt efter krisen, siger hun.

Pernille Erichsen håber, at så mange medlemmer som muligt vil benytte muligheden for at få rådgivning inden for alt fra eksport, digital forretningsudvikling, bæredygtig omstilling over til supply chain og ledelsessparring.

Fakta

Povl Møllers Maskinfabrik
Borup
Fremstiller excenterpresser til bl.a. medicinalindustrien
Grundlagt i 1921 
11 medarbejdere – fortrinsvis smede og maskinarbejdere

Fakta

GenstartNU
Rådgivningsmulighed særligt for SMV’er
Industriens Fond har støttet med 150 mio. kr.
Forløbene varetages af Valcon og Implement
DI screener og har pt. været i kontakt med 162 virksomheder. 
Konsulenthusene har forløb kørende med 227 virksomheder. 

 

Få hjælp

Få gratis rådgivning, hvis din virksomhed er udfordret af corona
Industriens Fond tilbyder gratis rådgivning til virksomheder med 10-500 ansatte der beskæftiger sig med produktion, fremstilling eller teknologi her i Danmark. Ring 33773417 nu og hør, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed.

Læs mere på Genstartnu.dk

Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk

Relateret indhold