DI: Brug for hurtig og kontrolleret åbning af grænse til Tyskland
Tyskland vil nu forhandle genåbning af grænser med Danmark. Den invitation skal vi klart tage imod, mener DI.
Tyskland er godt i gang med at genåbne grænserne til sine nabolande efter at smittespredningen er bremset op. Den vilje skal vi ikke sidde overhørig, siger Michael Svane, branchedirektør for DI Transport.
Det haster med fri passage, fordi det har afgørende betydning for brancher som turisme og luftfart samt ikke mindst for dansk erhvervslivs eksport, hvor der er brug for erhvervsrejsende igen kan besøge kunder og markeder.
- Der er brug for en kontrolleret åbning af grænserne igen, især i forhold til de lande, der som Danmark har et godt greb om coronasmitten. Det gælder Tyskland, men det gælder også Norge og andre lande, siger han.
Opfordring fra Tyskland og EU
Onsdag formiddag meddelte den tyske indenrigsminister Horst Seehofer, at Tyskland er klar til at åbne grænserne mod Danmark på samme måde som Tyskland fjerner restriktionerne mod Schweiz, Frankrig og Østrig fra den 15. maj. En grænseåbning mod Danmark betinger dog en aftale med den danske regering først, pointerede Horst Seehofer.
EU-Komissionen er onsdag også ude med opfordringer til, at landegrænser mellem EU-lande gradvist lukkes op. Grænsekontrollen skal i første omgang lempes mellem EU-lande, hvor coronasmitten er på samme niveau.
Det bedste vil være en løsning på europæisk plan, men hvis det ikke kan lade sig gøre på kort sigt, må vi arbejde for bilaterale aftaler. Michael Svane, Branchedirektør
Helst europæisk løsning
- Det bedste vil være en løsning på europæisk plan, men hvis det ikke kan lade sig gøre på kort sigt, må vi arbejde for bilaterale aftaler med de lande, der har styr på spredningen af coronasmitten, siger Michael Svane.
DI har opfordret regeringen og Folketinget til at rykke hurtigt med at skabe friere passage over landegrænserne, efter at 2. fase i den danske genåbning faldt på plads i sidste uge.
Tyskland lukkede grænserne til alle nabolande den 16. marts. Nu ønsker landet igen fri rejse mellem alle lande i EU fra den 15. juni.
Tyskland var i 2019 Danmarks næststørste eksportmarked, mens Norge var på femtepladsen. Ifølge DI er omkring 845.000 danske arbejdsplads afhængig af danske virksomheders eksport.
Læs også: DI: Genåbningsaftale gavner job og dansk økonomi – løsning for grænserne haster