14.05.20 DIB Nyheder

Historisk nedtur på amerikansk jobmarked fortsætter med stor styrke

Nye tal: Det amerikanske jobmarked er på få uger gået fra ubrudt fremgang til lodret styrtdyk. Det kan koste dansk eksport 170 mia. kr. i år, siger DI’s cheføkonom, Allan Sørensen.

Der var tre millioner nye ledige i USA i sidste uge. Over de seneste otte uger har 36½ millioner amerikanere fået en fyreseddel. 

- Den historiske nedtur på det amerikanske arbejdsmarked fortsætter med at sende millioner af amerikanere ud i ledighed. Vi er vidner til den værste krise siden 1930’erne, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI). 

- I starten af marts stod USA på toppen af et historisk langt opsving, som havde sendt ledigheden ned på laveste niveau i mere end 50 år. 10 års jobfremgang er forduftet på få uger, og ledigheden er eksploderet til det højeste niveau siden Den Store Depression i 1930’erne, siger Allan Sørensen. 

- Amerikanerne har enorm stor betydning for dansk eksport. Som et af vores allerstørste eksportmarkeder og verdens største økonomi er udviklingen i USA afgørende for, hvor mange ordrer vi kan hive hjem til Danmark. USA og resten af verdensøkonomien er ramt af en historisk dyb krise, og det kan føre til en nedgang i dansk eksport på 170 milliarder kroner i 2020, siger Allan Sørensen.

Sidste år eksporterede danske virksomheder for 155 mia. kr. til USA. Og den samlede danske eksport af varer og tjenester var på 1.300 mia. kr. i 2019.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold