DI: Kommunal udligning mangler motivation til at sikre private job
Reform om kommunal udligning mangler en indsats for at understøtte private arbejdspladser i en tid, hvor coronakrisen har ramt Danmark hårdt, mener DI.
Dansk erhvervsliv spiller en afgørende rolle i at genstarte dansk økonomi ovenpå coronakrisen. Men mange af landets kommuner får med udligningsreformen ikke nok motivation til at samarbejde med det private erhvervsliv om denne opgave.
Det pointerer Kent Damsgaard, direktør i Dansk Industri.
- Coronakrisen har ramt Danmark og dansk erhvervsliv hårdt, og der er derfor brug for ekstra fokus på tiltag, der kan få den private beskæftigelse op i gear hurtigst muligt – også når det gælder den kommunale økonomi. Derfor ærgrer vi os over, at man ikke har benyttet lejligheden til at styrke den enkelte kommunes muligheder for at fastholde og skabe private arbejdspladser, siger han og fortsætter:
- Der er ingen tvivl om, at dansk erhvervsliv spiller en afgørende rolle i det arbejde. Men det gør kommunerne også. Derfor har vi foreslået at man indfører en ny ’jobpræmie’ til kommunerne på 5.000 kr. per privat arbejdsplads i kommunen. Det vil skabe en positiv udvikling i hele landet uden at koste provenu.
Udligningsreformen blev præsenteret tirsdag og er sikret et politisk flertal bestående af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet.
Ingen gevinst til gode kommuner
Jobpræmien finansieres krone-for-krone ved, at kommunerne ikke længere modtager en del af selskabsskatten, og ved at de kommuner, der opkræver dækningsafgift på privat erhvervsejendomme, skal aflevere en del af indtægten til statskassen. Derfor er forslaget provenuneutralt.
- Jeg synes det er uheldigt, at der er nogle kommuner, som ikke har nok tilskyndelse til at effektivisere driften af f.eks. deres administration, fordi de sparede kroner ikke går i kommunens egen kasse, men i stedet går ind i udligningssystemet. Så bliver skattekronerne ikke brugt på den smarteste måde, siger Kent Damsgaard.
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.