Billederne af kronprinsen, der lykønsker Heliacs ledelsesteam med DI Prisen, har virksomheden brugt i kommunikationen med nye samarbejdspartnere.

Foto: Thomas Arnbo
15.05.20 DIB Nyheder

DI Prisen gav Heliac ubetalelig opmærksomhed

Sidste år gik DI Prisen til den unge virksomhed Heliac for dens innovative indsats for den grønne omstilling, og prisen har givet både stolte medarbejdere, ekstra opmærksomhed og nye kontakter. Og nu er der åbent for indstilling af kandidater til DI Prisen 2020.

- For en iværksættervirksomhed som vores har sådan en anerkendelse en kæmpe betydning. Der kan et skub i den rigtige retning på det rigtige tidspunkt jo nærmest betyde liv eller død. For os er sådan en opmærksomhed nærmest ubetalelig, siger Henrik Pranov, som er adm. direktør og medstifter af Heliac i Hørsholm, som producerer paneler til solvarmeanlæg.

Sidste år modtog Heliac DI Prisen, og det har haft mange positive effekter, mener direktøren.

- For det første er det jo en anerkendelse af det kæmpe arbejde, vi har lagt i at starte virksomheden op. Det varmer at se, at andre kan se værdien at det hele. Det giver også en stolthed blandt medarbejderne – især dem, der har været med lige fra begyndelsen, fortæller Henrik Pranov.

Læs også: DI Prisen: Heliacs folie skal redde klimaet

Borgmesteren kom med et forslag

Ros og anerkendelse er godt, men nye forretningsmuligheder er bedre. I Heliacs tilfælde kom der et meget konkret, nyt partnerskab ud af prisen.

- Vores første anlæg ligger på Møn, men det vil selvfølgelig være nyttigt også at have et anlæg lidt tættere på, så det har vi ønsket os. Og da borgmesteren i Hørsholm så, at en lokal virksomhed havde fået prisen, kiggede han forbi for at se, hvem vi var. Det har siden banet vej for et samarbejde mellem os og det lokale forsyningsselskab, siger Henrik Pranov.

Lige nu har coronakrisen ganske vist sat mange processer på pause, men han håber på, at det nye anlæg kan blive en realitet i løbet af 2021.

- Det vil passe rigtig fint. Lige nu arbejder vi på at udbedre lidt børnesygdomme på vores anlæg på Møn. Men når det er gjort, vil det være en kæmpe fordel for os at have et anlæg liggende i lokalområdet, som vi nemt kan vise frem for nye investorer og andre samarbejdspartnere, fortæller Henrik Pranov.

Læs også: 3D og AR-teknologi danner grobund for fremtidens messer og konferencer

Går din virksomhed efter DI Prisen 2020?

Hvert år går DI Prisen til en medlemsvirksomhed, der har gjort en særlig indsats. Prisen handler om at dele succeshistorier og være inspiration for andre virksomheder.

Coronakrisen vil desværre sætte sine spor på verdens og Danmarks økonomi langt ud i fremtiden. 2020 er derfor et år, hvor vi alle skal arbejde på at genrejse økonomien og skabe vækst. Samtidig skal vi fastholde vores ambitioner inden for den grønne omstilling – og her spiller DI’s medlemsvirksomheder en afgørende rolle.

Derfor går DI Prisen i år til en virksomhed, der har taget et initiativ, der både bidrager til grøn omstilling af samfundet og øger virksomhedens konkurrencekraft, som et afgørende skridt for at komme styrket ud af krisen.

Ansøgningsfristen er den 29. maj kl. 12.00.

LÆS MERE

Læs mere om DI Prisen 2020, se ekspertkomitéen og ansøg om at blive nomineret her.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Hanne Merete Lassen

Hanne Merete Lassen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3868
  • Mobil +45 5136 3166
  • E-mail haml@di.dk

Relateret indhold