"Der er behov for, at der så hurtigt som muligt bliver åbnet op for rejsemulighederne igen. Det vil for os være en god start, hvis man kan skabe rejsekorridorer med lande, hvor smittetrykket ligner det danske," siger adm. direktør Carsten Toft Boesen, Niras.

14.05.20 DIB Nyheder

Eksportbeskæftigelsen er banket fire år tilbage

Afskedigelser og midlertidige hjemsendelser med lønkompensation har ført til, at eksportbeskæftigelsen under coronakrisen er faldet med 80.000, vurderer DI. Rådgivningsvirksomheden Niras beder om hurtig åbning for rejsemuligheder.

845.000 danske arbejdspladser var i 2019 bundet op på dansk eksport. Tallet var rekordhøjt, og der var udsigter til endnu flere eksportjobs, indtil coronakrisen ramte Danmark.

Nu skønnes det i en ny analyse fra Dansk Industri (DI), at eksportbeskæftigelsen er faldet med 80.000 på grund af afskedigelser og midlertidige hjemsendelser på lønkompensation. Det sender eksportbeskæftigelsen ned på 765.000, som den sidst var på for cirka fire år siden.

- Samfundet er nærmest gået totalt i stå over hele verden, og det har desværre allerede sat sig lige så hurtige og mindst lige så store spor hos de danske eksportvirksomheder, som vi så efter finanskrisen. I  runde tal har det banket halvdelen af de eksportjob, danske virksomheder har kæmpet sig til siden 2010, hvor eksportbeskæftigelsen igen begyndte at stige, siger Allan Sørensen, cheføkonom i DI.

Læs analysen: 845.000 danske eksportjobs – før coronakrisen 

Største nedtur nogensinde

Cheføkonomen påpeger dog, at det er en væsentlig forskel fra finanskrisen jobtab, at en del af tallet indtil videre dækker over midlertidige hjemsendelser med lønkompensation, mens jobtabene efter finanskrisen primært var deciderede afskedigelser.

- Det er endnu usikkert, hvor stort omfanget af reelle afskedigelser bliver i denne omgang. Svarene fra DI’s virksomhedspanel indikerer desværre, at langt de fleste eksportvirksomheder forventer nedgang i eksporten og ikke ser udsigt til bedring lige foreløbig, siger Allan Sørensen.

Ifølge ham står dansk eksport foran en massiv tilbagegang i 2020.

- Selv når der bliver åbnet på de udenlandske markeder igen, bliver det utroligt svært at hjemtage nye eksportordre. Virksomhedernes udenlandske kunder er ramt af den største nedtur nogensinde, og det vil uden tvivl koste ordrer for dansk erhvervsliv, siger han.

Læs også: Ny analyse: Svære udsigter for hurtigt comeback for dansk eksport

Niras håber på snarlig åbning for rejser

Blandt de virksomheder, der mærker effekterne af coronakrisen, er rådgivningsvirksomheden Niras. Her er cirka 30 procent af omsætningen og mellem 15 og 20 procent af medarbejdersstaben bundet op på eksport til lande uden for Skandinavien.

- Mange af vores projekter er dybt afhængige af, at vores medarbejdere kan rejse ud og besøge eksisterende og mulige kunder samt de projektsites, hvor vi er i gang. Det har coronakrisen sat en effektiv stopper for. Vi har løst nogle af udfordringerne med ikke fastansatte konsulenter i de lande og projekter, hvor det har været muligt, og her i Danmark har vi lavet aftaler med medarbejdere om nedgang i arbejdstid og løn, siger adm. direktør Carsten Toft Boesen.

Men de løsninger er ikke holdbare i længden, siger direktøren.

- Der er behov for, at der så hurtigt som muligt bliver åbnet op for rejsemulighederne igen. Det vil for os være en god start, hvis man kan skabe rejsekorridorer med lande, hvor smittetrykket ligner det danske. Eller hvis man også kan se på at skabe muligheder for erhvervsrejser under sikrede forhold, siger Carsten Toft Boesen.

Læs også: DI: Brug for hurtig og kontrolleret åbning af grænse til Tyskland

Hold fast i grøn omstilling

Nirasdirektøren ser samtidig med stor bekymring på fremtiden for virksomhedens projekter med fokus på grøn omstilling.

- Regningen for coronakrisen bliver astronomisk. Og der er risiko for, at projekter med grøn omstilling for øje vil blive sværere at finde finansiering til. Der er det helt nødvendigt, at Danmark holder fast i klimaambitionerne og sikrer midler til forskning og udvikling, der kan understøtte omstillingen. Ellers kan vi risikere at tabe vores globale førerposition, siger Carsten Toft Boesen.

Det gælder ifølge direktøren ikke mindst i forhold til udviklingsbistand, hvor coronakrisens økonomiske effekter kan risikere at sætte en stopper for lokale projekter.

- Også på dette område er det afgørende, at Danmark holder fast i ambitionerne om lokal erhvervsudvikling, der sikrer job og grøn omstilling, siger Carsten Toft Boesen.

Læs også: DI opruster på klimapolitik med ny vicedirektør

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Få hjælp

Få gratis rådgivning, hvis din virksomhed er udfordret af corona
Industriens Fond tilbyder gratis rådgivning til virksomheder med 10-500 ansatte der beskæftiger sig med produktion, fremstilling eller teknologi her i Danmark. Ring 33773417 nu og hør, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed.

Læs mere på Genstartnu.dk

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold