Martstal for industriproduktionen viser stilhed før coronastormen
Nye tal: De første produktionstal efter indførslen af coronarestriktionerne i Europa og USA viser kun et mindre fald. Vi kan og skal dog forvente langt værre i de kommende måneder.
De danske fremstillingsvirksomheder blev ikke så hårdt ramt af coronakrisen i marts. Det viser tal for industriproduktionen fra Danmarks Statistik. Industriproduktionen faldt i marts med 0,4 procent sammenlignet med produktionen i februar.
- Industriproduktionen svinger relativt meget fra måned til måned, så den recession, som danske virksomheder styrer direkte imod, vil vise sig tydeligere i industriproduktionen, når vi kommer et par måneder længere frem, forklarer Morten Granzau, underdirektør i Dansk Industri (DI).
- Vi kan glæde os over, at danske fremstillingsvirksomheder undgik at blive slået i gulvet i første runde af coronakrisen. Der er dog stadig mange runder tilbage i den boksekamp, som verdensøkonomien skal have med coronavirus, og med Danmarks store afhængighed af eksportmarkederne kan fremstillingsvirksomhederne vente adskillige ture ud i tovene i den kommende tid, siger Morten Granzau.
Fremstillingsvirksomhedernes salg udviklede sig tilsvarende i marts. Omsætningen faldt også med 0,4 procent i marts i forhold til salget i februar. Det var en vækst på 7,8 procent i medicinalvirksomhedernes salg til udlandet, der holdt fremstillingens omsætning oppe.
- Vores store produktion af fødevarer og medicin parerer nogle af slagene fra krisen – især på kort sigt. Sundhedskrisen har fået sundhedsmyndigheder til at fylde deres lagre op, hvilket kommer vores store medicinalvirksomheder til gode, siger Morten Granzau.
- Trods de fine nyheder om produktionen i marts tyder flere indikatorer på, at coronakrisen siden da har fået mere fat i fremstillingsvirksomhederne, og flere bløder allerede. Humøret blandt de europæiske indkøbschefer faldt i april til det laveste niveau i mands minde, siger Morten Granzau.
Danske fremstillingsvirksomhederne beskæftiger knap 300.000 personer, og statistik for deres produktion og omsætning i marts er nogle af de første tal, vi får om produktionen i danske virksomheder efter indførslen af coronarestriktionerne i Europa og Amerika.