22.05.20 DIB Nyheder

Rekordstort tab af arbejdspladser

Nye tal: Dansk beskæftigelse faldt med et brag i marts måned i kølvandet på coronakrisen. Tal fra Danmarks Statistik tirsdag viser en nedgang i beskæftigelsen på 25.000, der slår rekorden fra marts 2009, hvor der var et fald på 13.581. DI’s vicedirektør Steen Nielsen venter et endnu større fald i april.

- Det er en frygtelig trist rekord, at 25.000 lønmodtagere mistede deres job i marts måned. Aldrig nogensinde tidligere er så mange job gået tabt på så kort tid. Og så er det endda kun halvdelen af marts måned, der var påvirket af coronakrisen, så jeg forventer desværre, at vi kommer til at se et endnu større tab af job i april måned, siger Steen Nielsen, vicedirektør i DI.

I marts var der 2.779.000 personer med lønmodtagerjob mod 2.803.860 i februar 2020.

- Situationens alvor understreges af, at det kunne være gået endnu værre for arbejdsmarkedet, hvis ikke hjælpepakken med lønkompensation var blevet indført. Den har holdt hånden under mere end 200.000 arbejdspladser, siger Steen Nielsen.

- Det er altafgørende, at vi får sat gang i økonomien og hjulpet de mange, der har mistet deres job, i gang igen. Regeringen har sammen med Folketinget givet en hurtig og vital håndsrækning til landets virksomheder og lønmodtagere. Nu venter den næste vigtige etape, som vil handle om, hvordan vi kommer videre fra akut førstehjælp til genopretning. Selvom vi så småt er begyndt at åbne samfundet igen herhjemme, vil der gå lang tid, før vi også får verden omkring os med, og der er er ingen tvivl om, at krisen kommer til at have konsekvenser langt ud i fremtiden, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold