Formændene Lars-Peter Søbye (th) fra Dansk Industri og Claus Bering fra Dansk Byggeri glæder sig over stor opbakning til sammenlægning af de to organisationer

10.06.20 DIB Nyheder

Formænd glæder sig – sammenlægning skaber styrket organisation

”Det er en fantastisk nyhed midt i en historisk svær krise,” siger DI’s formand, Lars-Peter Søbye om den nu godkendte sammenlægning med Dansk Byggeri.

Fra 1. september 2020 bliver over 18.000 virksomheder samlet i Danmarks ubetinget største og bredest favnende erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. Det er realiteten, efter at de delegerede på DI’s ekstraordinære generalforsamling onsdag godkendte sammenlægningen med et stort flertal. Sammenlægningen blev tilsvarende godkendt af Dansk Byggeris repræsentantskab i går, tirsdag.

Sammenlægningen vil betyde, at DI i fremtiden vil tegne sig for over 66 procent af lønsummen i Dansk Arbejdsgiverforening. De resterende 33 procent udgøres af DA’s øvrige 13 medlemsorganisationer.

- Det er en fantastisk nyhed midt i en historisk svær krise. Mere end nogensinde før har vi brug for at stå sammen for at styrke dansk erhvervsliv og økonomi. Med sammenlægningen får vores medlemsvirksomheder endnu bedre rådgivning, støtte og netværk. Det vil komme hele Danmark til gode, siger DI’s formand, Lars-Peter Søbye.

Læs også: Dansk Byggeri stemmer ja til sammenlægning med DI

Fra 11.700 til over 18.000 medlemmer
Dansk Byggeri har i dag 5.700 medlemsvirksomheder, som nu bliver en del af fællesskabet Dansk Industri (DI). Dermed vokser DI’s medlemstal fra de nuværende 11.700 medlemmer til over 18.000 medlemsvirksomheder, hvor Dansk Byggeri etableres som et branchefællesskab for bygge- og anlægsvirksomhederne.

- Sammenlægningen sikrer, at vi har en fælles organisation med kompetencerne og styrken til at være helt tæt på medlemsvirksomhederne, så de oplever, at de har en organisation, som skaber værdi for dem hver eneste dag. Hvor der både er plads til store udfoldelsesmuligheder inden for hver enkelt branche, samtidig med at vi står på den exceptionelt stærke fælles platform, vi har med det nye DI, siger Dansk Byggeris formand, Claus Bering.

Læs også: Pernille Tang Raschke er ny DI direktør for HR & Organisationsudvikling

Kolossal opbakning i begge organisationer
Han glæder sig over, at sammenlægningen vil give alle medlemsvirksomheder endnu bedre mulighed for at udveksle erfaringer og mødes i netværk – mellem store og små virksomheder og på tværs af brancher fra byggeri til energi, digitalisering, fremstilling, service, transport og rådgivning – for blot at nævne nogle.

- Der ligger en kæmpe styrke i, at vi kan samle os på tværs af brancher, virksomhedsstørrelse og geografi for at kunne varetage virksomhedernes interesse – både i vores services og rådgivning og i det politiske arbejde for at skabe de bedst mulige rammer for at drive virksomhed. Jeg er glad for, at der har været så kolossal opbakning i begge organisationer til, at det er den rigtige vej at gå, siger Claus Bering.

Læs også: DI: Sådan kommer Danmark ud af krisen – og nærmere klimamålet

Enestående stærk stemme
DI’s formand Lars-Peter Søbye understreger, at sammenlægningen samtidig vil styrke danske virksomheders stemme - både på internationalt, nationalt og lokalt plan. I en tid, hvor dansk økonomi og danske virksomheder er kastet ud i en af de værste kriser i nyere tid, er det afgørende, at erhvervslivet har en tæt og god dialog med regeringen, Folketinget og resten af samfundet.

- Nu får danske virksomheder en enestående stærk stemme med endnu mere tyngde - og med små og store virksomheder - og arbejdspladser – over hele landet og på tværs af brancher. Med en samling af hele byggeriets værdikæde i én organisation får vi samtidig et fantastisk afsæt for at arbejde med virksomhedernes konkurrencekraft, bæredygtighed, klima og digitalisering. Det vil være til gavn for vores medlemsvirksomheder og for Danmark, siger Lars-Peter Søbye.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Per Geckler Møller
Skrevet af:

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold