30.06.20 DIB Nyheder

Coronakrisen sendte BNP ned i 1. kvartal

Nye tal: Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) faldt med 2,0 pct. i første kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik. Andet kvartal bliver endnu værre, vurderer Morten Granzau, underdirektør i DI.

- Den økonomiske aktivitet faldt markant i første kvartal i kølvandet på coronakrisen, der lukkede store dele af det danske samfund. Dagens tal er imidlertid blot en forsmag på det, der venter i andet kvartal, siger Morten Granzau, underdirektør i DI.

Nedgangen i dansk økonomi flugter med DI’s prognose for væksten i andet kvartal, der ventes at blive historisk lav. DI’s medlemsvirksomheder regner med en tilbagegang i andet kvartal på 17,5 pct., og DI skønner et fald i BNP i 2020 på samlet ca. 7 pct.

- Økonomisk optur blev på rekordtid vendt til massiv nedtur, da grænsebommene og store dele af samfundet lukkede i marts. Tilbagegangen i første kvartal skyldes især nedlukning af den indenlandske aktivitet, og når vi får tallene for andet kvartal kan vi også se konsekvenserne af nedlukningen af den udenlandske aktivitet, siger Morten Granzau.

Eksporten rammer med en vis forsinkelse, da virksomhederne stadig handlede deres varer og tjenester på tværs af landegrænser i første kvartal. I andet kvartal og for året som helhed ventes den kraftige nedgang i høj grad at kunne henføres til lavere eksport.

- Hvis dansk økonomi skal på benene igen, så skal vi have fokus på at understøtte dansk eksport og de næsten 850.000 arbejdspladser, der er afhængig af den, siger Morten Granzau. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret