Med virtual reality kan vejrdata visualiseres ind i en produktionshal og vise fremtiden (hvis vejrforudsigelsen holder). Unity Studios der udvikler software til virtuel virkelighed, vurderer, at de med data fra DMI vil vi kunne bygge noget på cirka tre måneder og en færdig løsning inden for et halvt års tid.

Foto:Unity Studios
23.06.20 DIB Nyheder

Virksomheder jubler: Gratis vejrdata åbner store muligheder

Gratis vejrdata fra DMI kan omsættes til bedre forretninger for alt fra biografer til restauranter, landmænd og energivirksomheder. Databehandling og virtuel visualisering er blandt de redskaber, der kan omsætte vejret til guld og grøn omstilling.

”Tørken i 2018 kostede Nordisk Film 40 procent af kunderne. De kunne næsten en til en genfindes i Tivoli, der nød godt af vejret”.

Sådan fortæller Amit Luthra og Sonu Banga, stiftere af virksomheden Intellishore, der hjælper virksomheder og myndigheder med at bruge data til at optimere forretningen.

Både Tivoli og Nordisk Film er blandt deres kunder, og det har flere gange været på tale at bruge vejrdata, der fx ville kunne bruges til at optimere antallet af medarbejdere, eller til at tilpasse tilbud efter vejret.

- Restauranter kan fx bruge det til at vurdere omfanget af udeservering og tilpassede menuer. Vejret har jo kæmpe indflydelse på folks vaner og forbrug, siger Sonu Banga.

Læs også: Kan en andelsbevægelse skabe ansvarlig kunstig intelligens?

DMI frigør data

Derfor er han også begejstret over udsigten til fri adgang til vejrdata fra DMI. Med den i hånden åbner der sig helt nye markedsmuligheder for virksomheden.

- Vi samarbejder i forvejen med Energinet. Med vejrdata vil de og andre aktører i energibranchen kunne optimere den grønne dansk energiproduktion på vind og sol, siger Sonu Banga.

Også virksomheden Unity Studios, der arbejder med virtuel og augmented reality, ser store muligheder i vejrdata til energibranchen. CEO og partner Mads Troelsgaard fortæller, at den virtuelle virkelighed, deres software skaber, kan visualisere fremtidens vejr og den påvirkning, det vil give på fx vindmøller.

- Er der fx en storm på vej, kan vi med disse data vise påvirkningen på en konkret vindmølle. Den visuelle fremstilling kan gøre det tydeligt for øjet og dermed hjernen, hvor kraftig påvirkning der kan komme, siger Mads Troelsgaard.

Han mener også, der kan udvikles løsninger, der kan visualisere, hvad der sker, hvis der er udsigt til massiv nedbør.

- Vi har et par kunder, der helt sikkert kunne have gavn af den type visualisering, og med data fra DMI vil vi kunne bygge noget på cirka tre måneder og en færdig løsning inden for et halvt års tid, vurderer Mads Troelsgaard.

Læs også: Dansk firma fjerner smog i Delhi

Landbruget kan også bruge data

Begge virksomheder forventer også, at landbruget kan drage stor nytte af DMI’s data.

- Landmænd er selvsagt ekstremt afhængige af vejret. Med visualisering af vejrets påvirkning på konkrete arealer, kan landmænd træffe bedre beslutninger og optimere driften. Kan jeg nå at høste, før regnen kommer? Skal jeg så i dag eller i morgen? Hvor meget jord blæser væk i en kæmpe storm? Den slags spørgsmål og mange flere kan data og visualisering give bedre svar på, siger Mads Troelsgaard.

Han bakkes op af Amit Luthra.

- Vejrdata fra hele verden kan også give indblik i, hvordan markedet udvikler sig. Bliver det en god eller dårlig høst for konkurrenterne, og hvordan påvirker det salgspriserne.  Mulighederne er uanede, siger Amit Luthra.

Læs også: Klimaministeren i opråb: Genstart af Danmark skal have en grøn dynamo i front

Guld for den grønne omstilling

Også i DI modtages nyheden om de gratis data fra DMI med begejstring.

- Det er en guldgrube af offentlige data om alt fra temperatur til nedbør og vind, DMI nu stiller til fri rådighed. Data er viden, og viden er uundværlig, når vi skal omstille vores samfund til en grønnere fremtid. Derfor er det en fantastisk nyhed, og vi håber, der kan opstå en underskov af små virksomheder, der kan bruge DMI-data som råstof til innovation, siger Christian Hannibal, konstitueret branchedirektør i DI Digital.

Deloitte har i 2016 vurderet, at gratis meteorologiske data alene i el-, fjernvarme- og landbrugssektoren kan indfri et uforløst effektiviseringspotentiale på op mod 135 mio. kr. årligt.

- Dette bør danne skole, og det offentlige bør sætte endnu flere data i spil om alt fra transport til sundhed – selvfølgelig på en ansvarlig vis med respekt for privatlivets fred, siger Christian Hannibal.

Læs også: Hold møde i virtual reality

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold