Virksomhederne ser lidt lysere på fremtiden
Nye tal: Erhvervstilliden stiger, men den ligger stadig langt under niveauet fra de foregående år
Den samlede erhvervstillid stiger fra 50,1 i maj til 68,1 i juni.
- Mens samfundet gradvist er åbnet, er humøret blevet bedre i virksomhederne. Men erhvervstilliden er desværre fortsat væsentligt lavere end normalt, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
- Under nedlukningen var det mere end svært at få nye ordrer og holde gang i omsætningen. Derfor er det ikke så underligt, at erhvervstilliden i april og maj var på det laveste niveau nogensinde. Nu stiger erhvervstilliden heldigvis igen på tværs af brancherne, siger Allan Sørensen.
Vurderingen af konjunktursituationen er forskellig på tværs af brancher. Inden for detailhandel samt bygge og anlæg nærmer erhvervstilliden sig et normalt niveau. Selv om der er fremgang inden for industri og service, så er erhvervstilliden fortsat langt under niveauet fra de foregående år.
- Det forbedrede humør i detailhandlen skyldes, at butikkerne ikke længere er begrænset af nedlukninger, og at kunderne er begyndt at vende tilbage, siger Allan Sørensen.
- Der stadig lav erhvervstillid industrien, da ordrebeholdningen er lavere end normalt. Der kan gå lang tid, før de er tilbage på samme niveau som før krisen, siger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.