02.07.20 DIB Nyheder

Beskæftigelsen i USA fortsætter de positive takter

Nye tal: Der blev skabt 4,8 millioner nye job i juni. Men det skal ses i lyset af, at der blev tabt 20,8 millioner job i april.

Beskæftigelsen i USA steg med 4,8 millioner i juni. Det sender ledigheden ned på 11,1 procent.

- Beskæftigelsen stiger for anden måned i træk. Det er den største månedlige fremgang på det amerikanske arbejdsmarked, men de 4,8 millioner nye job i juni skal ses i lyset af de 20,8 millioner, der blev tabt i april. Det kommer til at tage lang tid at genoprette alle de tabte job, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Beskæftigelsen stiger i næsten alle brancher. Højdespringeren er restauranter og fritidsaktiviteter, som skabte to millioner nye job i juni.

- Beskæftigelsen stiger især inden for restauranter og fritidsaktiviteter, hvor mange hjemsendte medarbejderne er begyndt at vende tilbage igen i takt med genåbningen, siger Allan Sørensen.

- Antallet af smittede med corona stiger kraftigt igen, og i flere stater bliver genåbningen sat på pause eller bliver ligefrem rullet tilbage. En ny stor nedlukning vil være katastrofal for amerikansk økonomi, som i forvejen står til at skrumpe med syv procent i 2020, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder har over det seneste år eksporteret varer og tjenester for lidt over 163 mia. kr. til USA.

- Udviklingen i USA gør ondt på danske virksomheder. Vores største eksportmarked er ramt af en dyb krise, som det vil tage lang tid at komme sig helt over. USA er samtidig verdens største økonomi, og vil derfor også trække tempoet ned på vores andre eksportmarkeder, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold