Hjemsendte medarbejdere koster virksomheder 4,1 milliarder kroner
Virksomhedernes andel af lønudgiften til hjemsendte medarbejdere løber op i 4,1 milliarder, viser nye beregninger. Det viser, at også virksomhederne har betalt dyrt for at holde flest mulige i job, påpeger DI’s adm. direktør.
Det er ikke kun staten, der har haft store udgifter til hjemsendte medarbejdere. Det samme har de danske virksomheder.
En ny analyse fra Dansk Industri viser således, at virksomhederne samlet set har betalt 14,1 milliarder kroner i løn til hjemsendte medarbejdere. Af de 14,1 milliarder har virksomhederne modtaget 10 milliarder kroner i kompensation fra staten. De sidste 4,1 milliarder kroner er en udgift for virksomhederne, som staten ikke har dækket.
Ifølge DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen understreger tallene, at der – også økonomisk – er gjort en stor indsats i hele det danske samfund for at holde flest mulige i job.
- Tallene viser, at virksomhederne har haft milliardstore udgifter til hjemsendte medarbejdere, der skulle have løn, men ikke har kunnet arbejde. Det viser, at virksomhederne går meget langt for at bidrage til at holde medarbejderne i arbejde under coronakrisen, siger han og tilføjer:
- Lønkompensationsordningen har været en klar succes. Den har bevaret arbejdspladser under krisen og sikret, at medarbejderne står klar, når der er brug for dem. Men ordningen har også været dyr for både samfundet og virksomhederne.
Staten dækker op til 30.000 kroner
Ifølge reglerne for lønkompensation dækker staten op til 75 procent af udgiften til de hjemsendte funktionærers løn og 90 procent af timelønnedes løn, dog højest 30.000 kroner om måneden.
De fleste hjemsendte har været timelønnede med en løn under 30.000 kroner, men særligt blandt funktionærerne er der også en del af de hjemsendte med lønninger på langt over 30.000 kroner. Her har virksomhederne fået dækket langt under de 75 procent af lønudgiften.
I DI mener man, at det er vigtigt, at der nu kommer tal for virksomhedernes bidrag til de hjemsendte medarbejdere.
- Det understreger, at lønkompensationsordningen absolut ikke har været en gavebod for virksomhederne. Virksomhederne har også måttet bidrage meget betydeligt til, at ordningen er blevet en succes, siger Lars Sandahl Sørensen.
En undersøgelse foretaget af økonomiprofessor Morten Bennedsen fra Københavns Universitet viser, at lønkompensationsordningen har reddet 81.000 danskere fra en fyreseddel.
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.