Lotte Fløe Marschall er tidligere CEO og nuværende prof. bestyrelsesformand og -medlem, business angel

10.08.20 DIB Nyheder

"Jeg bidrager med opskriften på effektive og værdiskabende bestyrelser"

Tidligere topdirektør og nuværende professionel bestyrelsesformand Lotte Fløe Marschall nyder at udvikle bestyrelser og ledere. Hun en af knapt 100 kvinder i DI’s Women on Board-database.

DI har lanceret en gratis database med næsten 100 bestyrelseskandidater, der er kvinder - og hvis kvalifikationer er blevet vurderet og blåstemplet af et Advisory Board.

En af kvinderne i Women on Board-databasen er prof. bestyrelsesformand og -medlem Lotte Marschall. DI Business har stillet hende fem spørgsmål om bestyrelsesarbejde.

Du har ønsket at stå som bestyrelseskandidat i Women on Board-databasen, hvorfor?
- Jeg har dedikeret mit arbejdsliv til bestyrelsesarbejde og er opsøgende overfor flere poster for eksempel i tech, finans eller konsulentvirksomhed. Derfor er DI’s WOB-database en mulighed for mig til at nå ud til bestyrelser og synliggøre mine kompetencer og erfaring. Det er den eneste database, der er ”kun-for-kvinder”, som jeg har valgt at ligge i, og jeg er spændt på at se, om jeg får henvendelser gennem den.

Hvad vil du fremhæve som dine bedste kompetencer i en bestyrelsessammenhæng?
- Jeg har CEO-erfaring og mange års erfaring med forretningsudvikling og vækstledelse i ind- og udland. Jeg har arbejdet med digitalisering og innovation, som er højaktuelle temaer i dag. Min bestyrelseserfaring spænder fra store virksomheder i finanssektoren til tech-startups. Og jeg har bestyrelsesuddannelse fra INSEAD. Endelig står jeg bag en konsulenttjeneste BoardBoost, hvor jeg sammen med to kollegaer tilbyder bestyrelsesevaluering baseret på observation. Jeg bidrager derfor også med opskriften på den effektive og værdiskabende bestyrelse.

Hvad er det mest givende ved at være bestyrelsesmedlem?
- At få lov at være med på rejsen med en virksomhed i udvikling og selv lære noget undervejs. I mine bestyrelser er der tale om win-win.

Hvad vil – efter din mening – være den største driver for at få flere bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder?
- Kvindelige rollemodeller der gør det godt f.eks. vindere af Womens Board Award, der tiltrækker opmærksomhed og baner vejen for andre. Dette i kombination med fokus – diversitet i bred forstand bør være et mål i sig selv, når der rekrutteres til bestyrelser.

Hvem/hvad inspirerer dig?
- At se virksomheder og mennesker udvikle sig og få succes. I bestyrelsessammenhæng er det en fornøjelse at være med på sidelinjen og bidrage til at lægge den strategi, der senere sikrer en succes. Som formand i bestyrelser er man ofte mentor eller sparringspartner for virksomhedens leder, og dermed får man mulighed for også at bidrage til udvikling af ledere, hvilket inspirerer mig.

Fakta

Lotte Fløe Marschall
Prof. bestyrelsesmedlem og -formand
Tidligere:
CEO i Steenberg & Plahte Consulting, 2013-2016
CEO Wolters Kluwer Denmark 2006-2010
Partner i Willis Denmark 1999-2006
Bestyrelsesposter:
Bestyrelsesformand i Swiipe Payments Aps.
Bestyrelsesformand i GAME.ngo
Bestyrelsesmedlem i CO/Plus A/S, Fundamental Invest, Finstart Nordic as. (Oslo)

Fakta

Women on Board (WOB)
Database med 100 bestyrelsesmedlemmer, der er kvinder
Alles kvalifikationer er vurderet og blåstemplet af et Advisory Board
Gratis at blive optaget i – og bruge
Henvender sig primært til SMV’er
Et oplagt værktøj til at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer.

Mette Fjord Sørensen

Mette Fjord Sørensen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3797
  • Mobil +45 5213 2312
  • E-mail mfj@di.dk

Relateret indhold