Regeringen vil bruge 3 mia. kr. på at sikre retten til tidligere pension. På sigt forventes 70 procent af dem som benytter muligheden at komme fra et fast arbejde.

Foto: Hans Søndergaard
18.08.20 DIB Nyheder

DI: Tidlig pension trækker raske danskere ud af job

22.000 går tidligere på pension i 2022 med nyt pensionsudspil, forventer regeringen. DI forudser, at mange arbejdsdygtige danskere dropper deres job.

Regeringen præsenterede tirsdag sit længe ventede udspil, der giver mulighed for at gå tidligere på pension, hvis man har været 42 år på arbejdsmarkedet. I alt skønner regeringen, at 38.000 får retten til den mulighed, og at 22.000 benytter sig af den.

Dansk Industri (DI) glæder sig over, at regeringen står ved velfærdsaftalen om en stigende pensionsalder i takt med en stigende levealder, men DI ser på forslaget om tidlig pension med stor skepsis, fordi seniorerne spiller en helt afgørende rolle i virksomhederne, konstaterer viceadm. direktør Kim Graugaard.

- Seniorerne bidrager med stor erfaring og udgør en stadig større del af arbejdsstyrken. Derfor er vi i DI skeptiske over for forslaget om tidlig pension, fordi det vil trække raske og arbejdsdygtige danskere ud af arbejdsmarkedet. Det vil efterlade et hul i arbejdsstyrken, som der bliver brug for en klar plan for at udfylde, siger han. 

I regeringens beregninger er ni ud af 10 ansatte faglærte eller ufaglærte. I 2022 forventes 6.000 at komme direkte fra et job, mens resten af de 22.000 kommer fra efterløn og andre overførselsindkomster. På sigt ventes 70 procent at komme direkte fra et job.

Regeringen præsenterede udspillet hos Danish Crown i Horsens, hvor statsminister Mette Frederiksen blandt henvendte sig direkte til slagteriets medarbejdere:

- Vi vil indføre en ordning for jer der har været længst på arbejdsmarkedet.  I skal have mulighed for at stoppe før I er slidt helt ned, lød det.

Finansminister Nicolai Wammen beskrev ændringerne som retfærdige og ansvarlige - også fordi det ifølge ministeren styrker danskernes opbakning til Velfærdsforliget.

Læs mere om pensionsforslaget her.

Virksomhederne vil miste værdifulde medarbejdere, som bliver meget svære at erstatte. Kim Graugaard, Arbejdsmarked & Personalejura, viceadm. direktør

Tidlig pension slår skår i vasen

Kim Graugaard, DI, pointerer, at det er helt centralt, at regeringen holder fast i velfærdsaftalen, hvor vi skal arbejde længere i takt med, at vi bliver ældre. Det er fundamentet under holdbarheden i dansk økonomi.

- Tidlig pension vil være at slå et skår i vasen på vores økonomi og arbejdsmarked. Men hvis der også lægges loft over pensionsalderen, vil det svare til at smide hele vasen på gulvet, siger Kim Graugaard, DI.

DI er helt enig i, at de danskere, der ikke er raske nok til at arbejde, skal have mulighed for at trække sig tilbage. Det er i dag muligt via førtidspension og seniorpension. Men nedslidning kan ikke måles ved antal år på arbejdsmarkedet, fordi mange medarbejdere som har været på arbejdsmarkedet i mange år, har et godt helbred, mens de nedslidte ofte har forladt arbejdsmarkedet i en yngre alder.

Mister værdifulde medarbejdere

- Regeringens forslag, der alene baseres på antal år på arbejdsmarkedet, er derfor ikke målrettet nedslidte, men vil sende tusindvis af raske og arbejdsdygtige danskere på tidlig pension – og virksomhederne vil miste værdifulde medarbejdere, som bliver meget svære at erstatte, siger Kim Graugaard.

Det gælder så meget desto mere, fordi regeringens ordning også vil indregne både ledighed og deltid på lige fod med fuld arbejdstid. Han henviser til erfaringerne fra bl.a. efterlønnen, som mange uden helbredsproblemer har benyttet sig af.

-  Hvis et flertal i Folketinget insisterer på at indføre sådan en ordning, er det fuldstændig afgørende, at ordningen bliver målrettet dem med særligt behov – og at den ikke bryder rammen på cirka 3 mia. kr., siger DI’s Kim Graugaard.

Skatteforhøjelser på vej

Ifølge regeringens udspil koster pensionsforslaget 3 mia. kr. i 2024.

På grund af coronakrisen finansieres pensionsordningen frem til 2023 af det økonomiske råderum. Derefter skal skatteforhøjelser på høje indkomster og formuer, ejendomsinvestorer, finanssektoren samt aktie- og kapitalindkomster sikre penge til ændringerne.  

DI bekymret for finansieringsmodellen, der blandt andet vil gøre det mindre attraktivt at investere i virksomheder og ny udvikling ved at hæve beskatningen på aktieavancer.

Læs også: DI: Sådan kommer Danmark ud af krisen – og nærmere klimamålet

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Relateret indhold