Lærling Kristian Duborg fåor gode råd og vejledning til motortest af Ole P. Andersen fra FH Automation.

Foto: Schur Technology
28.08.20 DIB Nyheder

I Horsens bytter de lærlinge - det giver flere færdigheder

Win-win: Både lærlinge og virksomheder vinder ved at bytte lærlinge for en periode. FH Automation og Schur Technology i Horsens viser vejen.

Hvad gør du, hvis du ved, at du som arbejdsplads mangler et par elementer for at kunne tilbyde den komplette pakke til en lærling. Du går da bare i samarbejde med en anden virksomhed.

Det ved de hos Schur Technology i Horsens, der netop i disse dage har sendt den første lærling over græsplænen til nabovirksomheden FH Automation, der er specialister i industriel automation.  

- Hos os kan lærlingene lære en masse om mekanisk montage og bearbejdning, mens de hos FH Automation får kendskab til tavlebyg, motorer og test, fortæller facility manager og lærlingansvarlig Alex Andersen fra Schur Technology.

Han fortæller, at Schur Technology og FH Automations lærlingeansvarlige, Nicholas Østergaard, i første omgang har aftalt, at deres respektive lærlinge vil komme på et ti-ugers forløb i nabovirksomheden.

- Vi prøver at planlægge det, så vores lærlinge hos FH Automation får mulighed for at arbejde med nogle elementer, som vi ikke kan tilbyde i vores produktion, men som vi ved er vigtige for deres komplette uddannelse – det gælder også den anden vej. Målet er klart: lærlingene skal få udvidet deres kompetencer mest muligt, siger Alex Andersen.

Læs også: Microsoft jubler: Flere kvinder vil læse IT

Lærling er glad

20-årige Kristian Duborg er den første lærling fra Schur til at være på udveksling hos FH Automation. Og det er han ganske godt tilfreds med.

- Det giver flere færdigheder. Hos Schur arbejder vi primært med automatiske maskinanlæg. Hos FH Automation skiller vi motorerne ad og laver el-tavlerne fra bunden, hvilket giver et ekstra lag til min læring siger han.

Kristian Duborg har blandt andet været med til at reparere en kagelinje fra Hatting Bageri og en staldventilation. Hans oplevelse er, at der er absolut ingen ulemper ved at skulle skifte den faste lærlingeplads ud for en kortere periode.

- Det er jo bare en tur over græsplænen, siger Kristian Duborg.

DI: Det er super

Dansk Industris (DI) chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser Lone Folmer Berthelsen er glad for at virksomhederne tænker kreativt, så de unge får mest muligt ud af deres lærlingeophold.

- Det er en super måde at gøre tingene på, fordi det også giver mulighed for, at virksomhederne, der måske ikke er fagligt brede nok til at kunne uddanne en lærling, alligevel kan komme i spil. Og når virksomhederne arbejder sammen, kan de give de unge en rigtig god uddannelse, siger hun.

Lone Folmer Berthelsen tilføjer, at hun gerne så den slags samarbejder udbredt til resten af Danmark, hvor det giver mening for de involverede virksomheder. Spørgsmålet er, om der også kunne findes en model, hvor vi kunne hjælpe relevante virksomheder med at finde hinanden for sådanne samarbejder.

- Det vil komme både lærlingene og virksomhederne til gavn. For virksomhederne er der jo den bonus, at de uddannede, som de måske ønsker at ansætte i fremtiden, vil være endnu bedre til deres fag, siger hun.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold