07.08.20 DIB Nyheder

Industriens tandhjul begynder at snurre igen

Danske fremstillingsvirksomheder er ved at genvinde fodfæstet, viser nye tal for industriens produktion og omsætning.

Omsætningen i de danske fremstillingsvirksomheder stiger i juni med 2,4 procent sammenlignet med maj. De flotte takter i omsætningen skinner dog ikke helt så klart igennem på produktionen. Fremstillingsvirksomhedernes produktion er således i juni gået frem med 4 procent, fortæller nye tal fra Danmarks Statistik.

- Danske fremstillingsvirksomhedernes salg har i juni fået god vind i sejlene. Fremgangen følger af den gradvise genåbning af eksportmarkederne. Fremgangen ændrer dog ikke på, at andet kvartal har været et meget svært kvartal for industrien. Produktionen er i andet kvartal faldet med 5,1 procent i forhold til produktionen i første kvartal 2020. Det er den største nedgang på et kvartal siden tredje kvartal 2009, siger Morten Granzau, underdirektør i DI.

De voldsomme danske tal for nedgangen i fremstillingsindustrien for 2. kvartal er dog mindre end i resten af Europa.

- Faldet i andet kvartal er voldsomt, men ser man uden for landets grænser, kan man notere sig, at dansk fremstilling indtil videre har fået færre knubs af coronakrisen end fremstillingssektorer i andre europæiske lande. Det hænger sammen med Danmarks tidlige håndtering af smittespredningen, og endvidere er tunge brancher i dansk fremstilling som medicinal- og fødevareindustri mindre påvirket af rystelser i international økonomi, siger Morten Granzau.

Fremgangen i juni er positiv, men den signalerer ifølge Morten Granzau kun en meget langsom fremgang for industrivirksomhederne i den kommende tid.

- Trods fremgangen i juni er det for tidligt at ånde lettet op på vegne af industrien. Mange fremstillingsvirksomheder melder i juli om fortsat tynde ordrebøger. Det er især beholdningen af ordrer fra eksportmarkederne, der er kritisk lav. I en undersøgelse blandt medlemmer af DI angiver seks ud af ti eksportvirksomheder, at deres ordrebeholdning er lavere end normalt, siger Morten Granzau.

- De tynde ordrebøger og den fortsat høje usikkerhed knyttet til udviklingen i Covid-19 betyder, at vi nok kun kan sætte næsen op efter en langsom bedring i fremstillingsvirksomhedernes produktion den kommende tid, siger Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold