Udenrigsminister Jeppe Kofod vili 2021 skrue op for ministeriets eksportfremstød. Ministeren har bl.a. Tyskland, Holland og Japan i kikkerten.

Foto: Büro Jantzen
21.08.20 DIB Nyheder

Jeppe Kofod: Grøn eksport skal løfte os ud af corona-krisen

Folketinget har afsat 740 mio. kr. til hjælpepakker, der skal afbøde corona-krisens skader på dansk eksport. Over 6.000 virksomheder har foreløbigt benyttet Udenrigsministeriets tilbud om rådgivning.

Om to år skal corona-krisens bratte knæk i danske virksomheders eksport være overvundet. Samtidig skal eksporten af grønne løsninger være vokset med 10 procent i forhold til 2019.

Så klar er målsætningen for udenrigs- og handelsminister Jeppe Kofod. Fra ministeriets hovedsæde på Asiatisk Plads i København har han tunet hovedsædets embedsmænd samt danske konsulater, ambassader og innovationscentre kloden rundt ind på at give en ekstra håndsrækning til corona-ramte eksportvirksomheder.

– Prognoserne for eksporten er dystre, og det er svært at forudse, hvor hurtigt det fortsætter med åbningen af verdensmarkederne. Men mit mål er, at eksporten er tilbage i løbet af to år, og at vi også får skabt en vækst i eksporten af grønne løsninger på 10 procent. Og vi vil bruge vores ambassadestruktur til at nå målet, siger Jeppe Kofod og fortsætter:

– Diplomater og andre udsendte har derfor fået den ekstra opgave at hjælpe virksomheder med at vinde eksporten tilbage, vinde nye markedsandele og gøre noget for den grønne og bæredygtige omstilling. Væksten skal komme på områder med danske kernekompetencer. Det er eksempelvis klima-, energi- og miljøteknologi, men også på områder som sundhed og fødevarer at væksten skal findes.

Målt i kroner bliver der sandsynligvis tale om en vækst i den grønne eksport på et tocifret milliardbeløb. Danmarks grønne eksport målt på energiteknologi og -service var på 122,6 mia. kr. i 2019, viser en opgørelse fra DI Energi, Dansk Energi, Energistyrelsen, Wind Denmark og Dansk Fjernvarme. Dertil er der for eksempel vandteknologi.

De 15 ambassader, som Udenrigsministeriet har udpeget til klimafrontposter, skal spille en særlig rolle i at sætte ekstra skub i eksporten af grønne løsninger.

Læs også: DI's 20 forslag til at redde eksporten

Hjælp fra andre landes hjælpepakker

En løftestang bliver andre landes støtteordninger og hjælpepakker, der er sat i værk for at bremse tab af arbejdspladser og virksomheder under corona-krisen. Gode eksempler er nærmarkederne Tyskland og Frankrig, som har søsat omfattende corona-hjælp med en klar grøn profil.

– Når der investeres i at afbøde krisen, bør der også investeres i områder med en strukturel effekt. Det kan være energieffektivisering, infrastruktur eller digital teknologi. Her vil danske virksomheder have en mulighed for at byde ind, mener udenrigsministeren.

Selv om corona-krisen er under kontrol i Danmark, er situationen en anden på nogle af de vigtigste eksportmarkeder. Eksporten har betydning for næsten 850.000 danske arbejdspladser. Dansk eksport er faldet markant under corona-krisen. Ved indgangen af tredje kvartal meldte 6 ud af 10 eksportvirksomheder i DI’s Virksomhedspanel om færre ordrer end normalt.

En yderligere udfordring er tendensen til, at flere lande udnytter corona-krisen til at skabe nye handelsbarrierer og øge protektionismen.

– Vi ser ind i en situation, hvor den danske eksport er sat to år tilbage. Det rammer de store markeder i bl.a. EU og USA, siger Jeppe Kofod.

Over halvdelen af dansk eksport går til EU-lande, mens USA i starten af 2020 overhalede Tyskland som største enkelte eksportmarked. EU-landene blev i juli enige om at etablere en genopretningsfond på 750 mia. euro til at genstarte væksten i EU efter corona-krisen. Pengene skal især målrettes investeringer i grøn omstilling, digitalisering og forskning, hvilket kan medvirke til at holde hånden under dansk eksport, påpeger Jeppe Kofod.

Se mere om Udenrigsministeriets corona-hjælp

Vi har oprettet et udrykningshold, som har besøgt 300 mindre og mellemstore virksomheder. Jeppe Kofod, udenrigs- og handelsminister

Udrykningshold til SMV’er

Aktivering af embedsmænd og diplomater er ikke Jeppe Kofods eneste greb i ministeriets værktøjskasse. To hjælpepakker til en samlet værdi af 740 mio. kr. er også øremærket eksporten.

Første hjælpepakke fra april på 225 mio. kr. er brugt på blandt andet billigere og gratis rådgivning, en hotline til eksporthjælp målrettet danske SMV’er, øget støtte til flere og grønnere erhvervsfremstød – også i digital form – samt bistand til at søge støtte i andre landes hjælpepakker. Det har virksomhederne, ifølge Jeppe Kofod, taget godt imod.

– Specielt på de nære markeder samt USA og Asien har der været stor efterspørgsel på rådgivning. Over 6.000 virksomheder har besøgt vores hjælpeportal, og vi har oprettet et udrykningshold, som har besøgt 300 mindre og mellemstore virksomheder, forklarer han.

Virksomhedernes interesse spænder vidt – fra nyt om enkelte markeder til viden om distribution, forsyningskæder og e-handel. Dertil bruger mindre virksomheder Udenrigsministeriets lokale folk som stedfortrædere, når rejseforbud forhindrer dem i selv at møde fysisk op.

– Jeg må sige, at den første hjælpepakke virker, og der er ikke sat en slutdato på, hvornår pakkens tilbud udløber. Vi vil først se, hvor lang og hvor dyb krisen bliver. Puljen til fælles eksportfremme er også fordoblet, så vi kommer med markante fremstød i de kommende år, hvor vi har sikret, at SMV’erne også får råd til at være med, siger han.

Jeppe Kofod nævner blandt andet Holland og markeder i Asien, hvor ministeriet planlægger fremstød i 2021– afhængigt af smittetrykket naturligvis.

Læs også: Lars Sandahl: Uden eksport - intet opsving

Genstart-teams oprettet

Forårets hjælpepakke blev i juni fulgt op af en ekstra pulje på 515 mio. kr. Hvordan pengene præcis skal bruges, vil regeringen gå i dialog om med virksomheder og erhvervsorganisationerne. Til det formål er der blandt andet oprettet otte genstartteams. Der er allerede truffet beslutning om udmøntningen af i alt 30 mio. kr. i 2020 og 2021, som blandt andet bruges på at styrke sektorrådgiverindsatsen inden for sundhed, e-handel, vand og miljø og til at bringe ekspertisen hos danske forsyningsselskaber og myndigheder med ud og åbne døre for danske virksomheder.

– Det betyder meget for mig, at vi har et tæt samarbejde med et bredt udsnit af dansk erhvervsliv om, hvordan indsatsen skal skrues sammen. Det handler om at gøre mest muligt gavn for danske eksportvirksomheder. Samtidig er det vigtigt at holde fast i agendaen om en bæredygtig genstart af eksporten, siger Jeppe Kofod.

Ifølge ham har det været et stort aktiv at have erhvervsorganisationerne med ombord indtil nu.

– Samarbejdet med organisationerne har været kreativt og engageret, og der er blevet tænkt utraditionelt undervejs. Fremad vil jeg faktisk gerne styrke det samarbejde, så vi kan slå flere fluer med et smæk i arbejdet med at få eksporten tilbage. Vi sikrer arbejdspladser, får nye markeder og medvirker til en grøn omstilling, siger ministeren.

Fakta

Jeppe Kofod (s)

·     2019: Udenrigsminister fra 27. juni

·     2014 – 2019: Medlem af Europa-­Parlamentet

·     1998 – 2014: Medlem af Folketinget – herunder udenrigsordfører i 2000 – 2013, formand for Det Udenrigspolitiske Nævn i 2011 – 2013

·          Uddannelse: BA scient.soc, RUC samt Master i Public Administration og Fulbright Fellow.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold