Landsholdsmålmand Jannick Green bruger Sprainos patches på hælen af sine sportssko.

Foto: Spraino ApS
27.08.20 DIB Nyheder

Sportens nye netværk skal skabe forretningssucces

Netværket SportsTech Denmark har på seks måneder fået 140 virksomheder som medlemmer. DI ser potentiale for forretningsmæssig succes og eksportmuligheder.

Sportsverdenen indeholder reelt et væld af forretningsmuligheder – ikke mindst hvis man tænker teknologiudviklingen ind i ligningen. I andre lande har man grebet den bold for længst, men det er først nu, at Danmark for alvor er kommet med.

Dansk Industri lancerede i december netværket SportsTech Denmark i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Dansk Design Center. Netværket skal samle de danske virksomheder, der arbejder med sportsteknologi. Konsulent i DI, Emil Stub, ser et betydeligt potentiale i projektet.

– Vi har været med til at starte SportsTech Denmark, fordi der er store eksportmuligheder for danske virksomheder i sektoren, og fordi der er et behov for at få samlet den her type virksomheder i netværk, hvor de kan styrke hinanden. Det har man gjort i andre storbyer og lande, for eksempel London, Paris og Qatar. Potentialet er stort. Den vogn skal vi med på, siger han.

SportsTech Denmark er branchemæssigt bredt. Det bejler også til potentielle investorer og andre relevante aktører. Emil Stub fortæller, at netværket nu har rundet 140 virksomheder.

Forretningspotentiale og investeringslyst vokser i den danske del af sportsindustrien. Ifølge en analyse fra konsulenthuset SportstechX er investeringer i nystartede sportsvirksomheder således mere end fordoblet i løbet af de seneste fem år til over 500 mio. euro – alene i Europa. I Danmark er der i alt investeret 68,1 mio. euro i de seneste fem år. Dermed er Danmark rykket frem til en syvende plads i Europa målt på investeringslyst i sportsteknologi.

Samme udfordringer

Sportyfriends ApS med cirka 20 medarbejdere har meldt sig ind i SportsTech Danmark. Virksomheden har udviklet et medlems- og bookingsystem til sportsklubber, foreninger og større virksomheder. Systemet giver tovholdere overblik og kan integreres med en organisations øvrige systemer, så for eksempel login og medlemsbetalinger kører nemt, logisk og gnidningsfrit.

Medstifter og adm. direktør Morten Wiegandt er begejstret for et netværk funderet i kommercielle tanker.

– Det spændende er blandt andet, at det er eksterne partnere som DI, der faciliterer netværket. De kan rådgive og stå for praktiske funktioner. Derudover kan netværk have stor værdi. Man kommer i kontakt med andre virksomheder, man kan sparre med. Vi har nogle af de samme udfordringer og kan givetvis lære meget af hinanden på sigt, siger han.

Sportyfriends er en software-startup og har derfor meget tilfælles med andre iværksættervirksomheder. Samtidig har virksomheden også noget tilfælles med aktører i sportssektoren.

– Medlemmerne i netværket er meget forskellige. Nogle vil vi selvsagt have mere gavn af at sparre mere med end med andre, og derfor kunne man godt overveje at lave subgrupper med virksomheder, der ligner hinanden, på et senere tidspunkt, siger Morten Wiegandt og tilføjer:

– Men omvendt skal det jo heller ikke altid være konkurrenter, der sidder over for hinanden. Bredden kan være en styrke – og måske en vej til at finde overraskende samarbejdspartnere.

Mulighederne i netværket og potentialet for samarbejde er noget, som de enkelte medlemsvirksomheder må finde ud af på sigt.

Der har manglet en samling af aktørerne. Det er godt, vi har fået det nu. Thor Grønlykke, adm. direktør, Spraino ApS

Forskellige ekspertiser

Bredden af medlemmerne i SportsTech Denmark er ekstrem stor. Det bliver tydeligt, hvis man kaster et blik på en af de andre netværksmedlemmer i form af virksomheden Spraino ApS.

Spraino minimerer skadesrisikoen hos for eksempel håndboldspillere ved hjælp af patches, der klæbes på skoene, og dermed mindsker friktionen mellem sko og gulv.

Spraino er i en udviklingsfase og består af et kerneteam på fire personer. Virksomheden har to produkter på markedet. Stifter og adm. direktør Thor Grønlykke mener, at det giver god mening at samle sektoren.

– Der er et stort potentiale i at være en del af et netværk, hvor man kan trække på hinandens ekspertise – både når det kommer til det tekniske og det kommercielle. Og det er altså et område, der er stort kommercielt, og som stadig vokser. Der har manglet en samling af aktørerne. Det er godt, vi har fået det nu, siger han.

Et fundament af traditioner

Thor Grønlykke påpeger, at det også giver god mening at fokusere på sportssektoren, fordi han ser Danmark som unik inden for sport og idræt.

– Vi er forskningsmæssigt i verdensklasse i Danmark – både inden for sportsmedicin og fysiologi. Samtidig har vi et meget velorganiseret idrætsliv i Danmark, som er ideelt at teste nye produkter i, siger han og tilføjer:

– Det kan kombineres med, at Danmark har stor erfaring med at udføre kliniske forsøg fra lægemiddelområdet. Vi har en masse styrker og et stort potentiale. Vi har indtil nu manglet noget, der kunne kondensere den kommercielle del af sporten. Det har vi fået nu. Det er det, der gør det spændende.

Sundhed på arbejdspladsen

Nystartede Easymove har udviklet en app til virksomheder, der vil styrke medarbejderes sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Medstifter Stefan Nadelmann ser i SportsTech Denmark potentiale, der også kan medvirke til at åbne dørene internationalt.

– Sportstech Denmark kan være med til at styrke vores viden og netværk. Måske især inden for datadelen, fordi vi genererer data og viden, som kan styrke virksomhedernes indsigt i medarbejdernes sundhed og trivsel, siger han.

Easymove har ambitioner om at blive det foretrukne værktøj for virksomheder og organisationer, der vil styrke og måle medarbejderes trivsel og sundhed.

– Platformen er skalerbar, hvor man betaler pr. medarbejder uafhængigt af kundens størrelse og branche. I det lys ser vi et stort potentiale for Easymove. Også uden for landets grænser, siger Stefan Nadelmann.

Fakta

Virksomheder i SportsTech Denmark

SportsFriends, Spraino og Easymove er tre af 140 virksomheder som ser fordele i sportens nye netværk

 Easymove ApS

·         Easymove ApS ejes af Running26, og blev i 2019 udskilt som en selvstændig aktivitet.

·         Easymove har udviklet en app, der motiverer til en sundere livsstil.

·         Running26 har gennemført sundhedsforløb for 6.000 ansatte i mere end 300 virksomheder.

 Sportyfriends

·         Stiftet i 2016 med ca. 20 ansatte.

·         Administrerer foreningers online kontakt med medlemmer.

·         Målrettet idrætsforeninger og større virksomheder og har bl.a. Novo Nordisk som kunde.

·         Stiftet af bl.a. adm. direktør Morten Wie­gandt. Eksterne investorer er også med.

 Spraino ApS

·         Stiftet i 2016 og har fire ansatte.

·         Har udviklet patches ”Spraino” og ”Split Out” til sportssko, som øger præstationen og bl.a. mindsker risiko for ankelskader.

·         Grundlagt af adm. direktør og læge Thor Grønlykke.

·         Produkter udviklet sammen med forskere på Aalborg Universitet, DTU og Hvidovre Hospital.

SportsTech Denmark

·      Erhvervsnetværk som er målrettet danske virksomheder, investorer og andre interessenter, som arbejder inden for sportssektoren. Netværket favner alt fra sportsprodukter til it og e-sport.

·      Dansk Industri, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Design Center står bag SportsTech Denmark.

·      Netværket blev lanceret i december 2019.

·      Det har i dag omtrent 240 medlemmer, der­iblandt ca. 140 virksomheder.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skrevet af:

Nikolai Steensgaard

Emil Stub

Emil Stub

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3904
  • Mobil +45 3117 0898
  • E-mail emns@di.dk

Relateret indhold