Menneske og robot i samarbejde. Robotten hedder UR10 og er produceret af Universal Robots.

Foto: Universal Robots
04.09.20 DIB Nyheder

Gratis standard hjalp Universal Robots med at tackle coronakrisen

Arbejdet med standarder for risiko- og robusthedsledelse forberedte Universal Robots på coronakrisen. Flere virksomheder kan beskytte sig mod fremtidige kriser, mener Dansk Standard.

Coronakrisen kom som et chok for de fleste virksomheder. Men hos robotvirksomheden Universal Robots på Fyn, var man mere end almindeligt godt forberedt.

- I februar trænede vi kriseledelse. Her brugte vi coronavirussen som case. Hvad ville vi gøre – hvordan ville vi organisere arbejdet. Selvom det tilbage i februar virkede urealistisk, at corona-krisen for alvor ville ramme Danmark.  Men det viste sig at være givet utrolig godt ud, fortæller Christina Solevad, der er sourcing program manager hos Universal Robots og tilføjer. 

- Da coronakrisen for alvor ramte, var vi klar. Topledelsen var på med det samme. Jeg blev bragt ind som krisekoordinator . Og vi effektuerede vores planer. Det virkede rigtig godt, fordi vi havde en plan for, hvordan vi ville håndtere krisen. Det gav en ro i maven.

Læs også: DI Topmødet 2020 live

Robot med hjem

Christina Solevad fortæller, at Universal Robots førsteprioritet hele tiden har været medarbejdernes sikkerhed.

- Alle medarbejdere, hvis fysiske tilstedeværelse ikke var kritisk for at holde produktionen kørende, begyndte med det samme at arbejde hjemmefra. På den måde kunne vi samtidig skærme de medarbejde, der nødvendigvis måtte møde fysisk op for at holde produktionen i gang. Medarbejderne blev inddelt i toholdsskift, og vi tog de samme forholdsregler som resten af Danmark omkring afstand og øget fokus på rengøring og hygiejne, fortæller Christina Solevad og tilføjer:

- Med medarbejdere arbejdende både on site og hjemmefra er det lykkes os at opretholde niveau i alle funktioner, også produktionen. Og nogle medarbejdere fik en robot med hjem. Meget kan lade sig gøre, når man er drevet af rette kombination af agilitet og procestilgang.  

Standard giver ikke svaret – kun spørgsmålet

Udgangspunktet for Universal Robots arbejde med krisestyring var Dansk Standards ISO 22301 standard for robusthedsledelse (business continuity).

Standarden hjalp Universal Robots med at få stillet de rigtige spørgsmål og lave de rigtige analyser, så de var klar, da coronakrisen ramte.

- Standarden fortæller dig ikke, hvad du skal gøre. Men den giver dig en struktureret rammeværk, så du er sikker på at komme rundt om alle de vigtigste aspekter af risiko- og robusthedsledelse, siger Christina Solevad.

Gratis standarder er guld værd

Standardiseringsdirektør Jens Heiede fra Dansk Standard, der er den officielle standardiseringsorganisation i Danmark, håber, at flere virksomheder vil gøre brug af standarderne for risiko- og robusthedsledelse.

- Vi har valgt at stille standarderne gratis til rådighed i forbindelse med coronakrisen, siger Jens Heiede og tilføjer:

- Vores succeskriterie er helt klart, at flest mulige danske virksomheder gør brug af standarderne som et værktøj til at ruste sig til fremtidige trusler, kriser og risici.

Jens Heiede tilføjer, at selvom standarderne nu er gratis, så skal man som virksomhed være opmærksom på, at det koster ressourcer at omsætte vejledningen i standarderne til handling.

- For her skal virskomheden selv i gang med at systematisere sin indsats og gøre standarden relevant for egen organisation. Præcis som Universal Robots har gjort, siger han.

Du kan finde de gratis standarder for risiko- og robutshedsledelse her.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Mette Peetz-Schou

Mette Peetz-Schou

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3022
  • Mobil +45 4037 3728
  • E-mail meps@di.dk

Relateret indhold