Københavns borgere er glade for de digitale løsninger, som byen byder på . Både når det kommer til transport , shopping og kommunikationen med det offentlige, viser en ny undersøgelse.

17.09.20 DIB Nyheder

Ny verdensrangliste: København er verdens sjette smarteste by

Den årlige ”smart city” ranking fra IMD placerer København på en sjette plads. Dansk Industri mener digitaliseringen kan udnyttes til at skabe endnu bedre byer i Danmark.

København er verdens sjette bedste by til at bruge teknologi og digitalisering til at forbedre sine indbyggeres liv. Det viser den årlige ”smart city” ranking fra den schweiziske business school IMD, der i år har inkluderet 109 byer i sin undersøgelse.

Nummer 1 på IMD’s rangliste er Singapore, efterfulgt af Helsinki, Zurich, Auckland, Oslo og  København.

I Dansk Industri ønsker man København tillykke med den flotte placering på verdens ranglisten.

- Danmark og danskerne er blandt verdens førende, når det kommer til at bruge teknologi og digitalisering. Det afspejler IMD’s ranking også ganske klart. Som nation er vi i en international kontekst nærmest digitalt indfødte, siger digitaliseringspolitisk chef i DI Christian Hannibal.

Han tilføjer, at det selvfølgelig ikke betyder, at vi ikke kan gøre ting meget bedre.

- Vi skal have bred opbakning til at bruge teknologien til at lave bæredygtige byer og boliger. Derfor vil vi allerede i næste uge holde en folkehøring i Aarhus, hvor vi håber at få en masse gode ideer til, hvordan vi kan rykke op på medaljepladserne. Samtidig skal vi blive bedre til at dele data mellem virksomheder og myndigheder.

Læs også: Fire trin: Sådan drøfter I sexchikane på virksomheden

Hele Danmark skal have gavn af ny teknologi

Når København får så høj en placering på IMD’s ranking, skyldes det blandt andet, at der i byen er gode digitale muligheder indenfor områder som transport, sundhed, fritid, kontakten til myndigheder og arbedsmarkedet.

I Dansk Industri så man gerne, at digitale løsninger kom endnu flere til gavn – både i København og i resten af landet.

- Der er et kæmpe potentiale ved at bruge teknologien til alt fra trafikstyring over energibesparelser til affaldshåndtering. Det er godt for miljøet og godt for Danmark. Så det er vigtigt, at de digitale løsninger bringes ud til hele landet – både af hensyn til borgere, myndigheder og virksomheder, siger Christian Hannibal.

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold