PentaBase kan levere mobile testcentre, så podningerne ikke behøver blive kørt til SSI eller DTU, før analysearbejde kan begynde, siger virksomhedens CEO Ulf Bech Christensen.

Foto: Pentabase
25.09.20 DIB Nyheder

Privat leverandør kan skære 44 timer af svartiden på coronatest

10.000 ekstra coronatests om dagen og fire timers svartid. Det kan den private virksomhed PentaBase tilbyde, hvis det offentlige vil bruge private leverandører. Ifølge DI bør private leverandører hentes ind til udvidelse af dansk testkapacitet.

Virksomheden PentaBase leverer i øjeblikket maskineri til test for corona til blandt andre DTU, der behandler prøver fra blandt andet sygehuse. Derudover bruger private virksomheder som Siemens Gamesa, Fodboldklubben OB og mange andre deres faciliteter til at få hurtigt svar på, om medarbejdere er smittet med coronavirus.

- Vi kan give svar fire timer, efter at prøven er kommet ind i laboratoriet. For mange er det vigtigt med hurtige svartider, og vi kan altså skære op til 44 timer af den svartid, de offentlige testcentre har, fortæller stifter og CEO Ulf Bech Christensen.

Han vil meget gerne hjælpe med at øge testkapaciteten i det offentlige testsystem og har en række ideer til, hvordan det kan gøres.

- Med vores nuværende setup kan vi teste mellem 3000 og 5000 prøver dagligt. Indenfor en uge kan vi lave 10.000 ekstra coronatests om dagen. Vi kan levere yderligere maskineri til test, eller vi kan levere mobile testcentre, så podningerne ikke behøver blive kørt til SSI eller DTU, før analysearbejde kan begynde, siger Ulf Bech Christensen.

Han mener, det vil være fordelagtigt at få spredt analysefaciliteter rundt i landet.

- Det giver alt andet lige en hurtigere responstid, når der ikke skal bruges tid på at køre prøverne til København eller Aarhus. Men det er selvfølgelig vigtigt at sikre, at de private tilbud er af mindst samme kvalitet som de offentlige, siger Ulf Bech Christensen.

Læs også: DI: Tyske rejserestriktioner er meget bekymrende

DI: Brug private leverandører

I DI mener medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen, at der er al mulig grund til at få styrket testkapaciteten med hjælp fra private.

- Vi er stærkt bekymrede over de tyske rejserestriktioner, som sætter yderligere pres på testkapaciteten. Og som Ulf siger, vil coronavirus desværre nok plage os et stykke tid endnu. Det er en kæmpe belastning for mange både virksomheder og private med lang ventetid på både tests og svar, siger Lars Frelle-Petersen.

 Han understreger, at de private leverandører kan supplere – og ikke erstatte - det offentlige, som en del af det samlede tilbud til borgere og virksomheder.

- Vi har en lang række private, som kan teste alle dem, der ikke har symptomer, men som er under mistanke, fordi de er ”nær relation”. De skal stadig i karantæne, men kan med en hurtig test i det private få afklaret, om de er syge eller ej – og dermed komme hurtigt tilbage på arbejde. Det kan tage noget af trykket af på testkapaciteten i det offentlige, som særligt har den udfordring, at der mangler personale til at analysere prøverne, siger DI-direktøren.

Læs også: Kollerup: Virksomheder har klaret krisen med oprejst pande

Lars Frelle-Petersen

Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3606
  • Mobil +45 4097 4462
  • E-mail lfp@di.dk

Relateret