Regeringen og Danmarks største CO2-udleder indgår aftale
Regeringen og Aalborg Portland har indgået en aftale, som forpligter Danmarks største enkeltudleder til at levere reduktioner på minimum 660.000 tons CO2. Det er et kæmpeskridt i den rigtige retning, mener DI.
Som den første af en række virksomhedsaftaler indgår regeringen en samarbejdsaftale med Aalborg Portland, der forpligter virksomheden på reelt at reducere egne CO2 -udledninger, skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
Aalborg Portland er Danmarks største enkeltstående udleder af CO2, og med aftalen forpligter virksomheden sig på at reducere sin CO2 udledning med minimum 660.000 tons CO2 inden 2030, samt yderligere reduktionen på vejen videre mod 70 pct.-målsætningen.
-Aalborg Portland viser her et markant samfundsansvar. Det er fantastisk positivt. Verden får også brug for cement i fremtiden. Løsningen er derfor ikke - som nogle måske ønsker sig - at gøre livet så surt som muligt for virksomheder som Aalborg Portland, så de flytter deres produktion til andre lande. Det handler tværtimod om at gøre produktionen grøn og beholde den her i Danmark. Vi har i Danmark en række store virksomheder, der både er meget konkurrenceudsat og har produktionsprocesser, der udleder meget CO2. Derfor håber jeg, denne samarbejdsaftale kan bane vejen for flere aftaler om konkret klimahandling med andre virksomheder, siger Dan Jørgensen, Klima-, Energi- og Forsyningsminister.
Ifølge erhvervsminister Simon Kollerup vil regeringen ”passe på arbejdspladser og virksomheder, mens vi maler Danmarks fremtid grøn.”
- Forklaringen på, at Danmark kan blive en grøn stormagt i verden igen, ligger i lige præcis et ambitiøst, grønt samarbejde mellem virksomheder og regering. Folk har spurgt, om en grøn nation som Danmark kan have en så energitung virksomhed med Aalborg Portland med ind i den grønne fremtid. Svaret er: ja! Det viser vi i handling i dag, siger Simon Kollerup.
Læs også: Nu kommer de grønne udviklingsmilliarder
Fjernvarme til +75.000 husstande
Med samarbejdsaftalen vil Aalborg Portland blandt andet satse på energieffektivisering, udfasning af fossile brændsler, CO2 -fangst og anvendelse og øget forbrug af alternative eller CO2-neutrale brændsler, lancering af grønne cementprodukter og levering af CO2-neutral fjernvarme til +75.000 husstande.
- Regeringens nydannelse om samarbejdsaftaler med virksomheder om reduktion af CO2 er meget perspektivrig og ligger oplagt i forlængelse af klimapartnerskaberne. Derfor bakker vi op om initiativet og er glade for at være den første virksomhed, der indgår en sådan aftale. For os og mange andre virksomheder er den grønne omstilling ikke en simpel ting, som vi kan gennemføre på egen hånd. Vi er grundlæggende afhængige af de politiske rammevilkår, som bl.a. meddefinerer vores konkurrenceevne, udviklingsmuligheder og efterspørgsel. En gensidigt forpligtende samarbejdsaftale er derfor et vigtigt, fælles skridt frem mod 2030-målsætningen. Vi har sat vores egne 2030-mål, men kan komme længere med samarbejde, partnerskaber og de rette rammevilkår, siger Michael Lundgaard Thomsen, direktør for Aalborg Portland.
Det møder opbakning i Dansk Industri:
- Aftalen mellem regeringen og Aalborg Portland er et kæmpeskridt i den rigtige retning. Det viser, at det lige præcis er den slags greb, vi skal bruge for at nå i mål med vores høje ambitioner om et bedre klima. Sådan som vi også har lagt op til i klimapartnerskaberne. Der er brug for skræddersyede løsninger, hvis vi for alvor skal rykke med den grønne omstilling, siger branchedirektør Troels Ranis, DI Energi.
Læs også: Skjult erhvervssucces: Idérige ingeniører vil være energiens altmuligmænd
Følg klima hos DI
Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.