24.09.20 DIB Nyheder

Stigende tysk erhvervstillid er godt nyt for dansk eksport

Nye tal: Det tyske erhvervsliv venter stigende aktivitet i det kommende halve år. Det vil forhåbentlig betyde, at tilbagegangen i eksporten til Tyskland stopper, håber DI

Det tyske erhvervstillidsindeks, IFO, steg i september til indeks 93,4 mod 92,5 i august. Det viser tal fra tyske IFO institut, som er baseret på ca. 9.000 virksomheders vurderinger.

- Humøret i tysk erhvervsliv er stigende, og det er virkelig gode nyheder for europæisk økonomi og dansk eksport. Tyskland er ubetinget den største økonomiske magtfaktor i Europa og er derfor afgørende for at genrejse væksten i europæisk økonomi, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

De tyske virksomheder ser lysere på den aktuelle situation, som stiger fra indeks 87,9 til 89,2. Forventningerne til de kommende seks måneder stiger også fra 97,2 til 97,7.

- Vurderingerne af den aktuelle situation er steget siden maj men ligger stadig på et lavt niveau. Vi skal tilbage til finanskrisen for at finde lavere vurderinger af den aktuelle situation, siger Allan Sørensen.

- Det er især en god nyhed, at tysk erhvervsliv ser lysere på fremtiden. Tyskerne forventer, at vi er ovre det værste og venter stigende aktivitet i det kommende halve år. Forventningerne til det kommende halve år har ikke ligget på et højere niveau siden november 2018, siger Allan Sørensen.

Erhvervstilliden stiger i industrien og byggeriet men går lidt tilbage inden for service.

- Industrien spiller en meget stor rolle i tysk økonomi. Industrien er den store motor i økonomien, og derfor er det afgørende, at der er udsigt til stigende produktion. Servicesektorens vurderinger er formentlig blevet svækket af de stigende smittetal, siger Allan Sørensen.

Eksporten til Tyskland var i andet kvartal 13 milliarder kroner lavere end året før, det svarer til en nedgang på næsten 30 procent.

- Tyskland har i 2020 tabt rollen som Danmarks største eksportmarked til USA. Det tyske marked er dog stadig utrolig afgørende for dansk eksport. Derfor håber vi, at de positive tendenser fortsætter, så vi kan få vendt tilbagegangen i eksporten til Tyskland, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold