Virksomhederne ser lysere tilværelsen
Nye tal: Dansk erhvervsliv ser lysere på fremtiden efter flere måneder i skyggen af coronakrisen, vurderer DI’s cheføkonom på baggrund af seneste erhvervstillidsindikator fra Danmarks Statistik.
Den samlede erhvervstillidsindikator stiger fra 84,8 i august til 87,4 i september, hvilket er det højeste niveau i et halvt år. Middelværdien fra 1990 til 2018 er lig 100, så værdier under 100 signalerer, at det går dårligere end normalt.
- Virksomhedernes humør er steget over de seneste måneder, og de ser nu lysere på tilværelsen end i det tidlige forår. Erhvervstilliden nåede et historisk lavpunkt i maj, da coronakrisen var på sit højeste, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
- Stemningen er blevet bedre over de seneste fire måneder, men vi er ikke tilbage i normale tilstande endnu. Vi er heldigvis ikke længere midt i orkanens øje. Der blæser mildere vinde, men det rusker stadig godt i dansk erhvervsliv, siger Allan Sørensen.
- Det går generelt bedre med økonomien, men der er stadig virksomheder, som har det svært, og som har oplevet nye tilbageskridt. Erhvervstilliden faldt i industrien, hvor ordrebeholdningen er skrumpet i september, siger Allan Sørensen.
Hovedparten af virksomhedernes vurderinger er indsamlet, inden regeringen indførte forstærkede tiltag mod stigningen i COVID-19.
- De seneste ugers stigende smittetal, nye restriktioner og skærpede rejsevejledninger kan betyde, at genopretningen vil tabe fart hen over efteråret, siger Allan Sørensen.