Hverken arbejdsgiverbetalt coronatest eller vaccine bør udløse skattepligt hos medarbejdere, mener DI.

Foto: Colourbox
10.01.21 DIB Nyheder

Arbejdsgiverbetalte coronatests slipper for beskatning

Medarbejdere, der får coronatest betalt af deres arbejdsgiver, kan ifølge et såkaldt ”styresignal”, der lige nu er i høring, risikere at skulle betale skat af værdien. Efter pres fra DI oplyser Skattestyrelsen dog, at skatteminister Morten Bødskov vil fremsætte lovforslag om helt at skattefritage arbejdsgiverbetalte coronatest.

Sundhedsydelser, herunder arbejdsgiverbetalt coronatest, er som udgangspunkt et skattepligtige personalegoder for medarbejderen. Kun hvis virksomheders drift kræver, at medarbejderen er coronatestede, kan medarbejderen se frem til ikke at skulle betale skat af et beløb, der svarer til markedsværdien af en test.

Det er ifølge DI essensen af et såkaldt ”styresignal”, som Skattestyrelsen netop har sendt i høring. Her fremgår det, at en arbejdsgiverbetalt coronatest i mange tilfælde vil blive betragtet som et skattepligtigt personalegode. Med mindre altså, at testen er nødvendig for virksomhedens fortsatte drift. Det fremgår af styresignalet, at det vil kræve, at medarbejderen ikke kan arbejde hjemme.

- I DI mener vi, at det er uholdbart og urimeligt, hvis medarbejderen kan risikere et skattesmæk ved at tage en coronatest betalt af deres arbejdsgiver. Det har vi været i dialog med Skattestyrelsen og ministeriet om for at det det ændret, så det står helt klart, at det selvfølgelig ikke skal kunne give skattesmæk, siger DI’s politiske direktør Emil Fannikke Kiær.

Læs også: Lars Sandahl: Epidemi kræver ekstrem stor disciplin

Virksomheder, der ud af egen lomme bidrager til kampen ved at tilbyde deres medarbejdere test, skal ikke risikere at medarbejderne fravælger tests af økonomiske årsager Emil Fannikke Kiær, Erhvervs- og Medlemsdirektør

Tests bliver ikke beskattet

Fra Skattestyrelsen oplyses det nu, at det ikke er Skattestyrelsens opfattelse, at der skal ske beskatning, hvis en arbejdsgiver betaler en test for en medarbejder, selvom de har skrevet det i det styresignal, der er sendt i høring. Styrelsen skriver i en mail:

”Skattestyrelsen blev opmærksom på, at høringsudkastet af det pågældende styresignal blev opfattet på en anden måde, end det var tænkt fra Skattestyrelsens side. Det bemærkes, at styresignalet lige nu er i høring, og at det i sådan en proces almindeligvis kan forekomme, at formuleringer justeres eller ændres i forhold til høringsudkastet. Skattestyrelsen opfordrer derfor alle til at komme med kommentarer og opklarende spørgsmål.

For at undgå enhver tvivl, og samtidigt give mulighed for, at arbejdsgivere i denne helt særlige situation, hvor alle kræfter skal sættes ind på at bremse en pandemi også kan dække udgifter af mere privat karakter, har Skattestyrelsen fået oplyst, at skatteministeren (Morten Bødskov red.) vil fremsætte lovforslag om en særlig skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte Covid-19-tests.”

- Vi er glade for, at Skatteministeren nu træder ind og lovgiver, så enhver tvivl ryddes af vejen. For vi ser det som en selvfølge, at medarbejderne ikke får en skatteregning for at lade sig teste, siger Emil Fannikke Kiær.

Udvid skattefriheden til vacciner

Han påpeger samtidig, at samme logik bør gælde coronavaccinen, som mange arbejdsgivere også kunne finde på at tilbyde deres medarbejdere.

Her oplyser Skattestyrelsen, at vaccinen vil blive givet gratis af myndighederne. Men præcis det samme gælder jo coronatesten, så det svarer ifølge Emil Fannikke Kiær ikke på, om det er skattefrit, hvis virksomheder på et senere tidspunkt vælger at tilbyde vaccinering for egen regning – om ikke i år, så måske til næste år eller årene efter, hvis sygdommen bliver hos os.

- Det vil være i alles interesse, at virksomhederne, hvis de har mulighed for det, bidrager til, at flere får vaccinen. Igen vil det være uhensigtsmæssigt, hvis medarbejdere fravælger et eventuelt tilbud om vaccine fra deres arbejdsgiver, siger Emil Fannikke Kiær.

På den baggrund opfordrer han regeringen til at omfatte coronavaccinen i det bebudede lovforslag, sådan at hverken arbejdsgiverbetalt coronatest eller vaccine kan udløse skattepligt hos medarbejdere.

Læs også: Dansk og svensk erhvervsliv sender coronabøn til Vestager

 

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jacob Bræstrup

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3426
  • Mobil +45 2020 3232
  • E-mail jcb@di.dk

Relateret indhold