Regeringen og Folketinget skal forstå, at det vil have meget negative konsekvenser, hvis der indføres karantæne uden at skelne mellem ferierejser til sydens sol og erhvervsrejser, mener Michael Svane fra DI Transport.

22.01.21 DIB Nyheder

Dansk SMV: Karantæne for medarbejdere er megaproblem

PE-redskaber fra Gram i Sønderjylland er ramt hårdt af karatæneregler for deres montører. Indføres der også karantæne for rejsende medarbejdere i Danmark, vil det yderligere undergrave virksomhedens indtjening. DI lægger pres på regering for at erhvervsrejser undtages for karantæne.

Når montørerne fra PE-Redskaber i Gram rejser til Norge for at gøre en gymnastikhal klar til brug, plejer de at bruge én dag på at rejse, otte dage på at arbejde, og én dag på at rejse tilbage til Danmark.

Siden Norge - som følge af corona - indførte skrappe karantæneregler for indrejsende, har regnestykket imidlertid set noget anderledes ud. Nu bruger montørerne én dag på at rejse, syv dag på at sidde i karantæne, én dag på arbejde og én dag på at rejse retur.

- Det er et megaproblem. Det er ikke gratis at have to montører siddende syv dage i karantæne i Norge, siger direktør i PE-Redskaber Ole Gustafson.

Karantæne i Danmark vil give problemer

Men en ting er karantænereglerne i udlandet, noget andet er situationen i Danmark. Og med de seneste politiske udmeldinger om, at der også skal være karantæne i op til 10 dage for erhvervsrejsende, der kommer til Danmark, vil det blive endnu sværere for PE-Redskaber at holde fast i kunderne i udlandet.

- Vi skal jo også aflønne den medarbejder, der er tvunget i karantæne, når de kommer hjem til Danmark. De facto vil det jo betyde, at det meste af vores medarbejderes tid går med karantæne, siger Ole Gustafson og tilføjer:

- Karantæne i ind- og udland vil gøre det nærmest umuligt for os at tage projekter i udlandet. Der vil simpelthen ikke være en forretning i det.

Skeln nu mellem arbejds- og ferierejser

Direktør Ole Gustafson så gerne, at man gik differentieret til karantæneregler, så der var forskellige regler for personer, der rejser til udlandet for sol og varme, og så de erhvervsrejsende.

- Jeg kan godt forstå, at vi ikke kan have en masse ferierejsende, der tager smitte med hjem fra varme lande, men det er altså noget andet med ansvarlig erhvervsrejsende, der henter indtjening hjem til Danmark og sørger for, at vi kan holde fast i arbejdspladserne, siger han.

I DI mener man også, at det er helt afgørende at skelne mellem unødvendige rejser til sydlige himmelstrøg og så danske virksomheders helt nødvendige rejser til udlandet.

- Der er en himmelvid forskel på, at en danske medarbejder tager til udlandet og løser en opgave for en udenlandsk kunde – og så de danskere, der vælger at rejse ud på ferie, siger branchedirektør i DI Transport Michael Svane.

DI: Erhvervsrejser skal undtages for karantæne

DI’s klare anbefaling er, at vandrende arbejdstagere og erhvervsrejser for danske statsborgere og udenlandske erhvervsrejsende og arbejdskraft med et anerkendelsesværdigt formål, undtages for karantæne.

- Det er afgørende, hvis vi vil fastholde arbejdspladser og indtjening til Danmark, siger Michael Svane.

Han fortæller, at DI lægger et hårdt pres på de politiske partier for at få dem til at forstå betydningen af, at der ikke kommer karantæne på danske virksomheders medarbejderes nødvendige rejser.

- Regeringen og Folketinget skal forstå, at det vil have meget negative konsekvenser, hvis der indføres karantæne uden at skelne mellem ferierejser til sydens sol og erhvervsrejser. Det vil for at sige det lige ud være helt tosset. Og det vil koste arbejdspladser og indtjening for Danmark. Derfor skal der simpelthen skelnes, siger han.

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Michael Svane

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk

Relateret indhold