Samtlige 200 medarbejdere på Scandic Pelagics to sites bliver nu testet hver uge, efter  fiskefabrikken selv gik aktion. Det samme gør sig gældende for yderligere 300 industriarbejdere.

Scandic Pelagic
25.01.21 DIB Nyheder

Fiskefabrik fik på én uge gang i test til nordjysk industri

Scandic Pelagic A/S har taget test-skeen i egen hånd og får nu alle 200 medarbejdere pcr-testet en gang om ugen i samarbejde med lokale industrivirksomheder og Region Nordjylland. Testkapaciteten findes, siger DI og kritiserer myndighedernes sløvhed med at få den udbredt.

Én uge tog det.

Fra justitsminister Nick Hækkerup (S) opfordrede til, at alle medarbejdere på job ude bliver testet hver uge til fiskefabrikken Scandic Pelagic A/S kunne teste sine egne 200 medarbejdere - plus yderligere 300 fra andre industrivirksomheder.

- Torsdag pcr-testede vi i alt 522 medarbejdere her hos i Skagen. Cirka 100 - 130 i timen, det gik virkelige tjept, fortæller HR-chef Susanne Nielsen fra Scandic Pelagic.

Alle blev testede med en podepind i halsen i et lokale på fiskefabrikken og fik svar via sundhed.dk.

Heroppe kender næsten alle nogle, der er blevet fyret på grund af coronaen. HR-chef Susanne Nielsen, Scandic Pelagic A/S

For langt til test

Scandic Pelagic er en af tre store virksomheder i Skagen og har også et produktionssted i Aalbæk lidt længere mod syd.

Fiskefabrikkens 200 medarbejdere skal normalt køre 45 km. hver vej til nærmeste teststed i Frederikshavn for at få svar på, om de har coronavirus eller ej. Og det dur bare ikke, siger HR-chefen.

- Ikke alle har bil, og vi kan ikke være sikker på, at folk vil køre i alt 90 km. og bruge op mod to timer for at komme til test, når de kommer hjem efter en lang vagt hos os og også skal hjemmeskole og alt det andet, der er lige nu, siger Susanne Nielsen.

Derfor besluttede Scandic Pelagic i forrige uge at tage initiativ til, at industrimedarbejdere i nærområdet kan blive testet i arbejdstiden.

Læs også: Jobvæksten i virksomhederne er bremset op

Hurtigt tilbage på job

- Jeg ringede til de andre industrivirksomheder heroppe, og de var lynhurtigt med på at gå sammen om at få samlet de aktive folk – herunder chauffører og rengøringsfolk, som har deres daglige gang på virksomheden, og så få regionen ud, siger Scandic Pelagics HR-chef.

Region Nordjylland var med på idéen, og sendte tre testere samt to til at registrere. HR-chefen havde planlagt ’operationen’, så alle medarbejdere fik tildelt slots og i løbet af fire timer var alle 10 virksomheders i alt 522 folk kørt igennem med minimalt ventetid.

- Vi tester i arbejdstiden, så vi skal jo alle have folk tilbage i produktion hurtigst muligt, forklarer Susanne Nielsen.

Læs også: Sandahl: Forlængede restriktioner kalder på mere – og hurtig – action fra regeringen

Alle kender nogle, der blevet fyret

Scandic Pelagic modtager optil 1000 tons sild til filetering og forarbejdning på sine i alt fire fabrikker.

Virksomheden har holdt produktionen fuldt kørende i hele coronatiden uden hjælp. Der er indrettet ekstra kantiner, omklædning og bad, sat ekstra rengøring på ligesom der løbende er ikke-annonceret egenkontrol.

Hver gang et pressemøde har budt på nye restriktioner, er virksomheden fulgt med. Senest med værnemidler på alle medarbejdere.

Men med de seneste restriktioner og opfordringen fra justitsministeren følte HR-chefen et behov for at bidrage ekstra til at holde styre på smitten.

- De her ugentlige test er vores måde at bidrage på. Og også hjælp til selvhjælp. Hvis vi får smitte ind et sted, risikerer vi at skulle lukke hele produktionen ned, og det vil være katastrofalt, siger Susanne Nielsen.

Hun fortæller, at medarbejderne har taget enormt godt i mod at blive teste en gang om ugen.

- Heroppe kender næsten alle nogle, der er blevet fyret på grund af coronaen. De kan se butikker i nærområdet, der lukker, og vi har kun hørt godt om, at vi som arbejdsgiver tager hånd om test, siger HR-chefen.

Læs også: Nødråb fra virksomhed: Nye hjælpepakker rækker ikke

Myndighederne har forsømt deres opgave

Vicedirektør i Dansk Industri (DI) Henriette Søltoft har kun ros til de Nordjyske virksomheder for selv at gå i aktion og sikre sig test af medarbejdere uden for de store byer.

- Test og smitteopsporing er helt afgørende for, at vi kan få brudt smittekæderne og hurtigere begynde at genåbne samfundet. Virksomhederne går nu ind og understøtter myndighedernes opgave med at få folk testet ved at gøre det nemt for medarbejderne at lade sig teste hyppigt, siger hun.

Henriette Søltoft roser også Region Nordjylland for at gå aktivt ind og samarbejde med de private virksomheder. Men kritiserer samtidig myndighedernes overordnede håndtering af testproblematikken.

- Der findes så meget testkapacitet, der ikke bliver udnyttet. Regeringen og myndighederne har ganske enkelt forsømt deres opgave med få opfordret til test og til at sørge for at flest mulig blev testet, siger DI’s vicedirektør.

Det er ikke så svært

I torsdags var Scandic Pelagics test af medarbejdere rygtedes i Skagen, så virksomheden fik opkald fra mange andre virksomheder og offentlige arbejdspladser om, om de også kunne få deres medarbejdere testet på fiskefabrikken. Og få borgere mødte også fysisk frem på teststedet.

- Her måtte vi desværre sige nej, det er kun for industrivirksomhedernes medarbejdere, siger HR-chef Susanne Nielsen.

Hun opfordrer andre virksomheder, der går i lignende tanker om at få testet medarbejderne, til at ringe sammen og organisere sig, kontakte regionen og på den måde måske få et ugentligt lokalt teststed op at køre.

- Det er ikke så svært, og det er da ærgeligt ikke at række ud efter det, når den nu er der. Vi havde erhvervshuset inde over også, og det var en kæmpe hjælp, siger Susanne Nielsen.

Fakta

Scandic Pelagic A/S
Fiskefabrik med produktion i Skagen og Aalbæk i Nordjylland
Primært klargøring af sild til videreforarbejdning
200 - 250 medarbejdere, primært timelønnede
En af tre store arbejdspladser i lokalområdet
Fuld produktion gennem hele coronatiden
Får nu alle medarbejdere pcr-testet en gang/ugen i samarbejde med lokale industrivirksomheder og Region Nordjylland

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold