God start på dansk vaccineprogram holder hånd under forbrugernes optimisme trods nedlukning
Nye tal: Forbrugernes tillid til den økonomiske situation er i januar dalet en anelse. Det viser en ny måling foretaget af Danmarks Statistik blandt 1.500 danskere.
Forbrugertillidsindikatoren falder fra et nettotal på minus 3,8 i oktober til minus 4,1 i november. Det er den omfattende nedlukning af dansk erhvervsliv, der får flere forbrugere til at se lidt mørkere på den økonomiske situation. En stærk start på det danske vaccineprogram holder hånden under forventningerne.
- Forbrugerne kan tilsyneladende se lyset for enden af corona-tunnellen. God start på det danske vaccineprogram og flere godkendte vacciner i sigte gør, at forbrugernes tillid til dansk økonomis fremtid stiger, siger Morten Granzau, underdirektør i DI.
- På kort sigt er forbrugerne bekymret over den meget omfattende nedlukning, der er dyr for mange danske virksomheder og arbejdspladser. Det får forbrugerne til at sænke deres vurdering af dansk økonomi i dag, siger Morten Granzau.
Danmarks Statistik har foretaget undersøgelsen i de første to uger af januar. Det vil sige før nyhederne om færre vaccinedoser fra Pfizer end planlagt.
- Det danske vaccineprogram er kommet rigtig godt fra start med godt 180.000 danskere, der har påbegyndt eller færdiggjort deres vaccination. Desværre ser vi ind i nogle uger, hvor vi kan få op til 100.000 færre vaccinedoser end planlagt. Det kan forlænge perioden med de hårde restriktioner og trække yderligere optimisme ud af forbrugerne, siger Morten Granzau.