21.01.21 DIB Nyheder

Jobvæksten i virksomhederne er bremset op

Nye tal: Efter en flot jobvækst i sommermånederne og starten af efteråret 2020 blev der i november ikke ansat så mange nye medarbejdere i virksomhederne ifølge nye tal fra Danmarks Statistik.

Fremgangen var således blot på 600 nye job i november måned i de private virksomheder, mens der var 2.500 nye job i det offentlige.

- Det er ikke nogen overraskelse, at jobfremgangen i virksomhederne er gået lidt i stå. Der blev ansat mange medarbejdere ovenpå genåbningen sidste år i en række brancher, og nu står vi endnu en gang med restriktioner, som virksomhederne må tilpasse sig, siger vicedirektør i DI Steen Nielsen.

Aktuelt er der nu 20.900 færre personer i job sammenlignet med før coronakrisen. En stor del af de 77.400 tabte job under coronakrisen er dermed genvundet. Men fremgangen er bremset op. Antallet af jobopslag på Jobindex, som i hele efteråret lå markant over det foregående års niveauer, tog et dyk i januar.

- Det vil være en succes, hvis vi undgår at miste for mange arbejdspladser i løbet af vinteren. For mange virksomheder har det stor værdi at kunne holde på deres medarbejdere under krisen, så de kommer ordentligt igennem den. Også derfor er lønkompensationen og de andre hjælpepakker fortsat så vigtige, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret