07.01.21 DIB Nyheder

Lars Sandahl: Chokerende udvikling i USA – men fornuften vil sejre

DI’s topchef er dybt chokeret over udviklingen i USA, hvor optøjer i Washington i nat førte til dødsfald og evakuering af medlemmerne af den amerikanske Kongres.

Tilhængere af den amerikanske præsident Donald Trump angreb i går den amerikanske Kongres for at forhindre den proces, der godkender valget af Joe Biden som USA’s næste præsident. Ifølge nyhedsbureaet AP er mindst fire personer døde under urolighederne i Washington DC.

DI’s topchef Lars Sandahl Sørensen beskriver udviklingen som chokerende og surrealistisk.

»Jeg har personligt frygtet, at det, vi ser nu, ville ske. Det er en væsentlig øjenåbner i forhold til, hvor alvorligt og hurtigt tingene kan udvikle sig. Det er uvirkeligt,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Han påpeger, at udviklingen skaber betydelig usikkerhed for de mange danske virksomheder, der har investeringer og store planer i USA.

»Det betyder, at der bliver ændret på risikovurderingerne rundt om i virksomhederne, og desto mere usikkerhed, der er i verden, desto sværere er det at udvikle og drive en forretning,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Han håber dog også, at den katastrofale udvikling i Washington i går kan skabe opbakning til ændringer i et splittet USA:

»Det er vigtigt, at de gode og ansvarlige kræfter på begge siger af Kongressen nu samler sig og får skabt noget stabilitet,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Tidligt onsdag morgen godkendte Kongressens to kamre da også Joe Biden som USA’s næste præsident. Han overtager embedet fra Donald Trump den 20. januar. Lars Sandahl Sørensen ser betydelige muligheder for dansk virksomheder i kølvandet på magtskiftet.

»Jeg tror, at Danmarks samhandel med USA vil vokse. Den politiske linje, der er lagt op til, er der meget større muligheder for at få gennemført. Det er meget positivt for Danmark. Sundhedssektoren står til at få et stort løft, og det samme med den grønne omstilling. Og der er vi i Danmark godt positioneret,« siger Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

»Lige nu står vi i orkanens øje, og det er meget alvorligt. Men jeg tror på styrken i det amerikanske samfund, og at alle på begge sider siger fra.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold