- Det er bare fuldstændig til grin, at vi sidder og forhandler nat efter nat og weekend efter weekend for at komme frem til gode løsninger. Og så sker der ikke en pind i måneder efter, siger Lars Sandahl Sørensen.

11.01.21 DIB Nyheder

Lars Sandahl til regeringen: Hjælp virksomhederne nu, før det er for sent!

Dyb frustration hos DI’s adm. direktør over, at hjælpepakkepenge sander til i procedurer og sagsbehandling. Langsomligheden slår virksomheder og arbejdspladser ihjel, siger Lars Sandahl Sørensen.

Budskabet fra Dansk Industri (DI) til regeringen er meget klart: Penge fra hjælpepakker skal ud og virke nu!

- Vi har Danmark lukket ned igen – samtidig med, at mange virksomheder ikke har set en krone i kompensation for faste omkostninger. De politiske aftaler er indgået i oktober sidste år, det går simpelthen ikke, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI’s adm. direktør er meget frustreret over administrationen af hjælpepakkerne.

- Det er akut behov for, at regeringen og myndighederne er klar til en større risiko - og mindre kontrol. Ellers er det for sent. Langsomligheden slår virksomheder og arbejdspladser ihjel, siger han.

Læs også: Arbejdsgiverbetalte coronatests slipper for beskatning

Forhandlinger til grin

Støtteordningen for faste omkostninger blev først godkendt af EU lige før jul. Og godkendelsen indeholder et loft for kompensationen, som ifølge DI er problematisk lavt.

- Andre lande kører på, mens myndighederne i Danmark sidder pænt og venter på underskrifterne i stedet for for længst at have sat gang i udbetalingerne. Samtidig er loftet for, hvor meget kompensation virksomhederne kan få, alt for lavt. Rigtig mange virksomheder har langt større tab end det. Vi har brug for, at regeringen lægger sig i selen på at få hævet loftet hurtigt muligt, siger DI's adm. direktør.

Blandt DI’s medlemmer er der en enorm frustration over ikke at kunne få udbetalt støtte - til trods for, at virksomhederne faktisk lever op til kravene. Samtidig med at regningerne bare bliver ved at komme.

DI’s adm. direktør understreger, at det ikke støtteordningerne i sig selv, det er galt med. Men administrationen af dem.

- Det er bare fuldstændig til grin, at vi sidder og forhandler nat efter nat og weekend efter weekend for at komme frem til gode løsninger. Og så sker der ikke en pind i måneder efter, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Lars Sandahl: Chokerende udvikling i USA – men fornuften vil sejre

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold