25 år hos DI's afdeling for overenskomster  har givet DI's medlemsdirektør Anders Søndergaard Larsen  en betydelig erfaring og medlemskontakt .

Foto: Sif Meincke
02.02.21 DIB Nyheder

Ny medlemsdirektør i DI inviterer til åben og bramfri dialog

DI’s nye medlemsdirektør Anders Søndergaard Larsen vil sikre de rekordmange og rekordtilfredse medlemmer endnu større gevinst ved at være en del af Dansk Industri.

1. januar tog 50-årige Anders Søndergaard Larsen plads i stolen som ny medlemsdirektør i Dansk Industri. Men det bliver ikke en stol, han kommer til at slide ret meget på. Den nye DI-direktør vil nemlig meget hellere slide skosålerne på besøg blandt DI’s mere end 18.000 medlemmer.

– Min topprioritet er, at vi i DI kommer endnu tættere på vores medlemmer. De er klart bedst til at fortælle, hvordan vi kan blive endnu mere relevante. Det betyder først og fremmest, at jeg er til stede og tilgængelig på alle måder – lige fra et besøg på fabriksgulvet til møder i bestyrelsen, i DI eller digitalt, siger han.

Anders Søndergaard Larsens mailboks vidner allerede om, at medlemmerne er klar med input og forslag. Og den interesse er han stærkt tilfreds med.

– En god arbejdsdag for mig er, når jeg bidrager til, at vores virksomheder får en øget værdi af deres medlemskab, siger DI-direktøren.

Direktør i rekordår

Opgaven som medlemsdirektør gør ham samtidig ydmyg, fordi DI har aldrig været så populær som nu. DI repræsenterer over 18.000 medlemsvirksomheder, efter der i 2020 kom over 1.000 nye medlemmer, mens andre 5.700 medlemmer kom til fra sammenlægningen med Dansk Byggeri. Det stigende antal medlemmer er samtidig mere tilfredse end nogensinde før. 85 procent erklærer sig således ”meget tilfredse” eller ”tilfredse” med deres DI-medlemskab. 

Den succes tager Anders Søndergaard Larsen ikke for givet. DI skal hele tiden arbejde med at blive på toppen. Det gælder i alle dele af medlemskabet fra personale­juridisk bistand over forretningsudvikling til at sikre maksimal indflydelse på lovgivning og erhvervsvilkår.

– DI repræsenterer uden sammenligning dansk erhvervsliv. Det giver en stor styrke, når man har hele værdikæder, hvor vi kan samle interesserne og samtidig levere hurtig, relevant og efterspurgt medlemsservice, siger Anders Søndergaard Larsen.

Ærlig og bramfri dialog

Dialog og kontakt med medlemmerne har DI-direktøren 25 års erfaring med. Han har især arbejdet med kerneforretningen, overenskomster, hvor jobbet har været at tage direkte ansvar for medlemmers lønvilkår. Et arbejde, hvor ros og ris er kommet lige så direkte tilbage.

– Min baggrund har gjort, at jeg er vant til en god, ærlig og bramfri dialog med vores medlemmer. Og den dialog ser jeg som en stor styrke at fortsætte, så vi bliver endnu bedre til at sikre vores virksomheders behov, siger han.

Anders Søndergaard Larsen skal dække ekstremt bredt – fra produktionsvirksomheder i alle brancher, over rådgivere, servicevirksomheder og til byggebranchen. Mange dagsordner håndteres ofte i DI’s over 100 medlemsforeninger og sektioner samt de ni tværgående fællesskaber, mens andre dagsordner går mere på tværs.

Medlemsdirektørens ansvarsområde er blevet udvidet i januar, hvor det regionale og lokale arbejde er blevet fuldstændig integreret i området med direktør Lars Storr-Hansens beslutning om at forlade DI.

– Samlet er det en gave at favne de centrale brancher og regioner på tværs, fordi det øger vores indflydelse og gør os kanonstærke i en lang række af fællesskaber og netværk. Det styrker kontakten med vores medlemmer, og det styrker DI’s samlede slagkraft, slutter Anders Søndergaard Larsen.

Fakta

ANDERS SØNDERGAARD LARSEN

  • 50 år
  • Januar 2021: Medlems­direktør i DI
  • December 2017: Vicedirektør i DI, Overenskomster og personalejura
  • September 2004: Underdirektør i DI, Overenskomster og personalejura
  • Oktober 1999: Overenskomstchef i DI
  • Marts 1995: Ansat i DI som juridisk konsulent
  • Uddannet cand.merc.jur og har en Executive MBA (SIMI)

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anders Søndergaard Larsen

Anders Søndergaard Larsen

TBD

  • Direkte +45 3377 3799
  • Mobil +45 2060 6962
  • E-mail asl@di.dk

Relateret indhold