DI's adm. dirketør opfordrer lovgivere og myndigheder til at gøre velstandskagen større i 2021, også for at vi kan komme godt videre fra coronakrisen.

04.01.21 DIB Nyheder

Nytårshilsen fra DI’s adm. direktør: Gør kagen større

Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI ønsker sig et virksomt 2021- med færre skatter og afgifter, færre ideologiske korstog og færre arbejdsdygtige ud af arbejdsmarkedet.

Godt nytår. Det ønsker vi hinanden, og det ønsker jeg mig også: Et godt nyt år. 2020 har være et mærkeligt år. Et udfordrende år. Ja, et på mange måder helt vanvittigt år for os alle sammen. Men dermed ikke sagt, at 2020 er lige til skraldespanden, for der er jo heldigvis andet og mere til et år end corona, restriktioner og nedlukning.

Jeg har blandt andet været imponeret af virksomhedernes evne til at omstille sig og vilje til at bidrage positivt i en svær situation. Virksomhederne og deres medarbejdere er blevet digitale i en hidtil uset grad.

Private virksomheder har smidt, hvad de har i hænderne for succesfuldt på rekordtid at udvikle en vaccine mod corona. Og nu tester private dagligt tusinder af danskere, så vi hurtigst muligt kan få genåbnet skoler, virksomheder og samfundet i det hele taget.

At være så idérige, kreative, skaberlystne og virksomme, det vil jeg gerne tage med mig ind i 2021, for det er det, der skal vende bøtten igen og få os på ret køl: Virksomhed. Det har altid været en del af danskernes DNA, og som Grundtvig skrev: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”.

Et virksomt liv kommer dog ikke kun af, at vi ønsker det. Samfundet skal også understøtte det. Desværre har det forgangne år budt på flere udviklinger, som trækker i den absolut forkerte vej. Vi har set stigende skatter og afgifter på borgere og virksomheder i et omfang, hvor det netto udgør 12 mia. kroner i nye skatter og afgifter under den nuværende regering. Vi har oplevet, hvordan et politisk flertal af ideologiske årsager har vedtaget et forbud mod private børnehaver, der nu skal overgå til at blive selvejende og ikke må tjene penge på deres egne investeringer i at skabe en mere mangfoldig og bedre velfærd. Og vi har set politiske reformer, der trækker arbejdsdygtige borgere ud af arbejdsstyrken - og ikke skyggen af nye initiativer, der trækker i den modsatte retning.

Alle sammen er beslutninger, der gør vores samfund mindre virksomt. Jeg håber – og vil helt utvetydigt opfordre til – at 2021 bliver året, hvor vi vender den udvikling og igen sætter fokus på, hvordan vi udvikler samfundet og gør kagen større.

De danske virksomheder og deres medarbejderes bidrag til statskassen er så stort, at man for det beløb kan finansiere hele sundhedsvæsenet, folkeskolen og samfundets pleje af bl.a. børn, ældre, handicappede samt resten af det offentlige forbrug. Hvert år. Udover at virksomhederne bidrager med 1,6 millioner fuldtidsjob i hele landet og varer og services til både danskere og aftagere verden over.

Virksomhedernes bidrag er det, som vi alle skal leve af. Jeg ved, at erhvervslivet fortsat vil være virksomt, og jeg håber, at alle de, der sætter rammerne for virksomhederne, i det kommende år vil sætte et langt stærkere fokus på, hvordan Danmark kan blive verdens bedste land at drive virksomhed i og ud fra - til gavn for alle danskere.

For en “velstandskage”, som virksomhederne leverer, skal helst blive større – ikke mindre. Der er ingen tegn i sol og måne på, at det offentlige forbrug vil blive markant mindsket, og derfor skal vi hele tiden øge kagen, for hvis vi beskærer den, vil det bid for bid ramme vores velstand og vores velfærd. Hvis balancen forskubber sig mellem størrelsen på den private sektor, der skaber velstanden, og den offentlige sektor, som bruger pengene til uddannelse, klima, velfærd og andet, vi ønsker os, så knækker vores ellers stærke samfundsmodel. 

En model, hvor den private sektor og den offentlige sektor er forbundne kar, med gensidig afhængighed. Dræner og skader man for meget i det ene kar vil det hurtigt få negative konsekvenser for det andet kar. Vi er ved at skabe en fundamental ubalance her. Vi skal i stedet arbejde tæt sammen for at skabe de bedst mulige forudsætninger for hinanden – både i den ene side og i den anden side. Der må ikke skabes en polarisering i det danske samfund. Vi har set flere gode eksempler på, at vi også formår at arbejde stærkt sammen i det private og det offentlige. Og det er vinderstrategien på mange store vigtige dagsordner som klima og sundhed, og det skal også gælde mulighederne for at udvikle og drive virksomhed i Danmark.

Derfor vil jeg opfordre vores lovgivere og myndigheder til at gøre kagen større i 2021, også for at vi kan komme godt videre fra coronakrisen. Der skal være fokus på gode vilkår for iværksættere, investeringer i grøn omstilling og digitalisering, de rigtige betingelser for forskning og udvikling og løft i produktivitet og konkurrencekraft. Vi skal ikke gøre kagen mindre med mere bøvl, flere begrænsninger og nye omkostninger for virksomhederne. 

Jeg er helt sikker på, at vi kan gøre det sammen, og det er også mit ønske for 2021: Jeg ønsker mig et virksomt år.

Indlægget har været bragt i Børsen.

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret