Omsætningstab på 157 milliarder kroner i dansk erhvervsliv
Firmaernes samlede salg steg med 0,3 procent i november, men det skal ses i lyset af den store nedgang i foråret.
Omsætningen fra de første ni måneder med corona ligger 157 mia. kr. under omsætningen i perioden op til coronakrisen. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
- Virksomhederne har mistet mange penge under coronakrisen. De første ni måneder med corona har kostet virksomhederne 157 milliarder kroner i tabt omsætning. Tabet vil uden tvivl vokse sig meget større i de kommende måneder, da store dele af samfundet er lukket ned, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
- Virksomhedernes omsætning tager et nyt stort dyk i disse måneder. Restriktionerne er blevet kraftigt strammet og de vil stå på et godt stykke tid. Mange virksomheder står i en meget kritisk situation uden mulighed for at få indtægter hen over vinteren, siger Allan Sørensen.
- Coronarestriktionerne er især gået utrolig hårdt ud over omsætningen inden for hoteller, restauranter, persontransport og fritidsaktiviteter, siger Allan Sørensen.
*Perioden op til coronakrisen er opgjort som den gennemsnitlige månedlige omsætning i det halve år op til krisen. Dvs. månederne fra september 2019 til februar 2020.