EKF lemper på sine krav til 52 lande, som fonden allerede kan give eksportgarantier til. Et af landene er Egypten.

Getty Images
13.01.21 DIB Nyheder

Så er det nu: Få en bid af 1,5 milliarder kroner i eksportgarantier

EKF Danmarks Eksportkredit er klar med kapitalindskud på 125 millioner kroner til danske eksportvirksomheder. Forventningen er, at pengene kan understøtte garantier for op til 1,5 milliarder kroner. Fokus er på eksport til mellem- og højrisikolande.

Eksporterer din virksomheder til mellem- og højrisikolande, skal du læse med her. Fra i dag lancerer den statslige EKF Danmarks Eksportkredit (EKF) en mere risikovillig eksportkredit, der kan komme din virksomhed til gavn.

I alt er der tale om 125 millioner kroner i kapitalindskud. Kapitalindskuddet vurderes at kunne understøtte garantier for 1-1,5 mia. kr., hvilket samlet set skønnes at skabe basis for finansiering af eksport for i alt 2-3 mia. kr. i vanskelige markeder. I alt åbnes der for finansiering til danske virksomheders udenlandske kunder i 20 nye lande - og kravene lempes i 52 lande. 

I ingeniørvirksomheden Sciteq fra Hinnerup lidt udenfor Aarhus modtages nyheden med stor tilfredshed.

- Det er rigtig fint, at EKF kommer på banen her. Det er helt nødvendigt, hvis små- og mellemstore virksomheder skal have mulighed for at gå ind i projekter i lande med større risiko, fortæller partner Peter Sejer.

I Sciteq solgte de i 2020 et laboratorie til Tanzania Bureau of Standard, så de kunne undersøge og godkende byggematerialer. Her gik EKF ind og stillede garanti. Ifølge Peter Sejer var det helt afgørende for, at Sciteq overhovedet kunne sige ja til projektet.

- Selvom vi forventer at komme ud med et fint regnskab for sidste år, så bliver vi nødt til også at kigge på risikoen. Vi kan ikke gå ind i projekter, der kan trække hele tæppet væk under virksomheden. Derfor er det så afgørende, at vi kan få garantier fra EKF, siger Peter Sejer, som dog samtidig tilføjer, at garantierne fra den statsejede fond ikke er gratis.

Læs mere om EKF og eksportkreditter her.  

DI: Godt med større risikovillighed

I Dansk Industri (DI) er glade for, at EKF er klar med ny kapital til eksportvirksomheder, der er aktive i høj- og mellemrisikolande.

- Det er et vigtigt initiativ, som har været efterspurgt af mange af DI's internationale medlemmer, og som vi har kæmpet hårdt for at få gennemført, siger afsætningspolitisk chef i DI Peter Thagesen og tilføjer:

- Hvis danske virksomheder skal have mulighed for at vinde markedsandel på vækstmarkederne, som ofte også er mere risikofyldte, så er det vigtigt, at de kan gøre det uden at risikere ødelæggende tab. Derfor er det helt afgørende, at EKF kan stille kapital til rådighed.

Peter Thagesen opfordrer virksomheder, der er eller vil i gang med eksport til mellem- og højrisikolande, til at undersøge om EKF’s tilbud er relevant for dem - blandt andet ved at kigge på listen over nye lande, hvor EKF kan tilbyde kredit til danske virksomheders udenlandske kunder. 

- Det kan være det, som der skal til for, at din virksomhed kommer i gang med eksporten på nye markeder, siger han.

Peter Thagesen understreger, at DI selvfølgelig også står klar til at hjælpe både i forhold til at brugen af eksportkredit og i forhold til, hvordan din virksomhed kommer i gang på nye markeder.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold